Sparekassen Sjælland er klar til at gå på børsen

Næsten 200 år efter Sparekassen Sjællands stiftelse er pengeinstituttet med hovedsæde i Holbæk nu klar til en ny fase.

Sparekassens repræsentantskab har givet grønt lys til en omdannelse til et aktieselskab, og allerede 3. december forventes selskabet at blive noteret på Nasdaq OMX Copenhagen.

- Efter 16 måneders arbejde med at gøre koncernen klar til børsnotering er det med stor tilfredshed nu at kunne meddele, at vi er klar.

- Det har været en lang, men nødvendig og udbytterig proces for vores koncern, siger administrerende direktør Lars Petersson i en pressemeddelelse.

Foruden de nuværende 26.000 garanter kommer den fremtidige ejerkreds til at bestå af en række større aktionærer, herunder AP Pension og Købstædernes Forsikring.

I forbindelse med børsnoteringen oprettes en almennyttig fond, der kommer til at eje seks procent af aktierne.

Når den får tilført penge i form af udbytte, er det tanken, at gode formål i lokalområdet skal tildeles støtte.

Umiddelbart får børsnoteringen ingen betydning for Sparekassen Sjællands filialnet, men der er planer om at udvide tilstedeværelsen i hovedstadsområdet.

/ritzau/

Dagens Gossip