Spareplan: 6000 færre ansatte i SAS

lyselskabet SAS fremlægger en stor spareplan til 2,6 milliarder kroner. Planen indbefatter frasalg af blandt andet SAS Ground Handling og flyselskabet Widerøe.

I alt vil man med planen beskære antallet af ansatte i SAS med 6000 medarbejdere.

- Dette er vores "final call", hvis der fortsat skal være et SAS, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Som led i spareplanen vil man nedlægge 800 administrative stillinger samt reducerede antallet af ledere markant.

- Jeg ved, at vi kræver meget af vores medarbejdere, men der findes ingen anden udvej, siger Rickard Gustafson.

SAS-ledelsen betegner planen som en helt ny begyndelse for SAS, der vil etablere en ny "platform for fremtiden".

Planen skal sikre selskabet markedsmæssige vilkår i alle kollektivaftaler. Med i planen er omfattende nye ændringer for de ansattes lønforhold og løntrin, som kan betyde lønnedgang på op til 15 procent i værste fald.

SAS har fået opbakning til planen fra banker og hovedaktieejere. Men det kræver, at de nye kollektivaftaler med medarbejderne skal være underskrevet i løbet af kort tid.

Som led i spareplanen vil man samle administrationen i Sverige.

Selskabet SAS Ground Handling med omkring 5000 ansatte ser ud til at blive solgt. Man forhandler med eksterne parter om at overtage denne del af koncernen. Kun nødvendige lokale funktioner vil blive bevaret i Norge og Danmark.

SAS ændrer også i pensionsordningerne for de ansatte, så de fremover er på en præmiebaseret ordning.

- Jeg håber, at vores loyale og dedikerede medarbejdere har viljen til at kæmpe for, at SAS kan overleve. Gør vi det, kan vi på længere sigt investere i nye fly og udvikle vores virksomhed, siger Rickard Gustafson.

Dagens Gossip