Spareplan koster 300 danske stillinger i Lundbeck

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Som konsekvens af ny spareplan skal medicinalkoncernen Lundbeck skære omkring 300 stillinger i Danmark, siger pressechefen i Lundbeck, Mads Kronborg, til Ritzau Finans.

I øjeblikket har Lundbeck omkring 2000 medarbejdere i Danmark. Onsdag har selskabets nye topchef, Kåre Schultz, varslet en spareplan, der skal fjerne tre milliarder af selskabets omkostninger og i alt nedlægge omkring 1000 stillinger i koncernen.

- Vi ved jo ikke, hvor det ender, før det er forhandlet færdigt, men i runde tal vil en tredjedel af de 1000 stillinger skulle nedlægges i Danmark, siger pressechefen i Lundbeck, Mads Kronborg, til Ritzau Finans.

Lundbeck havde ved udgangen af andet kvartal 5801 fuldtidsstillinger, så det er mere end hver sjette medarbejder, Lundbeck må sige farvel til.

De mange stillinger skal findes i omstruktureringer af hovedkontoret i Valby og kommercielle aktiviteter i Europa og på "andre markeder".

Behovet for at sætte gang i milliardspareplanen er opstået, fordi Lundbecks indtjening halter, skriver den nytiltrådte topchef, Kåre Schultz, i regnskabet for første halvår 2015.

Lundbecks salgsudvikling for de nye produkter er tilfredsstillende, men det er indtjeningen ikke, og derfor skal selskabet nu skaffe penge til at investere i fremtidig vækst.

- Vi skal have en højere profitabilitet, hvis vi skal kunne investere i udviklingen af Lundbeck og nye lægemidler og dermed skabe værdi for patienter, medarbejdere og aktionærer, siger Kåre Schultz, som tiltrådte 20. maj.

- Med planen vil vi nedbringe vores omkostninger med omkring tre milliarder kroner årligt med fuld effekt i 2017, siger Kåre Schultz.

Planen får effekt allerede fra næste år, hvor Lundbeck venter at nå et driftsoverskud.

/ritzau/