SPD baner vejen for en bred tysk koalition

Skrevet af admin

20/10/2013

Mest læste i dag

Vejen til en bred tysk koalition mellem forbundskansler Angela Merkels konservative CDU og det socialdemokratiske SPD er rykket et stort skridt nærmere, da en ekstraordinær SPD-partikongres med stort flertal har stemt for at indlede forhandlinger med CDU og søsterpartiet CSU.

Partiformand for SPD, Sigmar Gabriel, ser nu optimistisk på de kommende koalitionsforhandlinger med CDU og CSU, og medlemmernes afgørelse om en koalitionsaftale.

- Naturligvis kan det ske, at der vil være tale om så uoverstigelige forskelle, at en koalition ikke vil være mulig, lød de sidste bemærkninger fra Gabriel på den ekstraordinære kongres i hovedstaden, Berlin.

Det står dog klart, at SPD har en aftale som målsætning.

- Vi glæder os til debatter og diskussioner med CDU, sagde han.

Gabriel regner dog med, at det vil være udelukket at danne en regering før jul. Men afstemningsresultatet giver god grund til optimisme. Med et stort flertal stemte 229 af de delegerede på partikongressen for at indlede forhandlinger med CDU/CSU.

Afstemningen i partiets højeste besluttende organ betyder, at SPD på onsdag kan indlede forhandlinger med CDU og det bayerske søsterparti CSU. Her vil SPD som et afgørende krav forlange en mindsteløn på 8,5 euro i timen.

Spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, flere penge til pleje af ældre mennesker, og bedre pensioner er også betingelser for en blå-rød koalition. Til gengæld afholder SPD sig fra at kræve flere skattestigninger.

Tidligere havde den 35 mand store hovedbestyrelse i SPD været modstander af at åbne for forhandlinger med de borgerlige partier.

Om søndagens resultat vil afstedkomme en bred koalition kommer i høj grad til at afhænge af de omkring 470.000 SPD-medlemmer, som skal stemme for aftalen.

/ritzau/dpa