SPD-formand sætter sig på superministerium

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Dagen efter at et overvældende flertal af SPD's medlemmer gav grønt lys for regeringssamarbejdet med Angela Merkels kristelige demokrater, er der sat navne på de socialdemokratiske ministre i den nye tyske forbundsregering.

SPD's partiformand, Sigmar Gabriel, bliver som ventet økonomi- og energiminister og vicekansler. Han får dermed ansvaret for et nyt superministerium, der skal stå for Tysklands overgang fra atomkraft til vedvarende energi.

SPD's gruppeformand i Forbundsdagen, Frank-Walter Steinmeier, rykker atter ind i Udenrigsministeriet. Han var en bredt respekteret udenrigsminister i Merkels første store koalition fra 2005 til 2009.

Dengang hed miljøministeren Sigmar Gabriel, men nu da han har taget energiområdet med over i sit nye ministerium, må hans partifælle Barbara Hendricks tage til takke med en mindre portefølje som ny minister for miljø og naturbeskyttelse.

Nyhedsbureauet dpa vurderer, at Gabriel ønsker at skærpe partiets økonomiske og erhvervsmæssige profil, samtidig med at han håber på en bedre koordinering på energiområdet, nu da SPD sætters sig på både økonomi- og miljøministerierne.

I alt får SPD seks ministerposter i den nye store koalition, der tiltræder på tirsdag. Partiets hovedbestyrelse har søndag enstemmigt godkendt SPD's ministerliste.

Den tæller også partiets organisatoriske chef Andrea Nahles, der skifter posten som generalsekretær ud med en titel som beskæftigelses- og socialminister.

SPD's næstformand og østtyske håb Manuela Schwesig bliver ny familieminister, mens partiets leder i Saarland, Heiko Maas, der hører til på SPD's venstrefløj, bliver justitsminister og samtidig også får ansvaret for forbrugerområdet.

Hvilke fem kristelige demokrater, Angela Merkel vil have på sit ministerhold, offentliggør kansleren og CDU-formanden søndag aften.

Her ventes den største overraskelse at blive, at den hidtidige beskæftigelses- og familieminister Ursula von der Leyen bliver Tysklands første kvindelige forsvarsminister.

CDU's bayerske søsterparti, CSU, får tre ministerposter og sætter søndag aften blandt andet navn på, hvem der bliver ny transportminister og samtidig også får ansvaret for et nyt område under navnet digital infrastruktur.

/ritzau/dpa