SPD-medlemmer strømmer i stor stil til urafstemning

Skrevet af admin

06/12/2013

Mest læste i dag

Næppe har de tyske socialdemokrater i SPD fredag taget fat på en historisk urafstemning om det nye regeringsgrundlag med kansler Merkels borgerlige CDU/CSU, før det er væltet ind med brevstemmer i SPD-hovedkvarteret i Berlin.

Ved middagstid havde partifunktionærerne i Willy-Brandt-Haus modtaget omkring 200.000 udfyldte stemmesedler, lyder det fra partiets organisatoriske chef, generalsekretær Andrea Nahles, i en intern meddelelse til sine partifæller.

Dermed er afstemningen allerede gyldig få timer efter, at de sidste af de knap 475.000 medlemmer fredag modtog deres stemmesedler med posten.

Partiledelsen havde på forhånd meldt ud, at det var påkrævet med en valgdeltagelse på mindst 20 procent, svarende til 95.000 medlemmer.

Siger et flertal af socialdemokraterne ja, vil Forbundsdagen 17. december genvælge Angela Merkel som forbundskansler, og den nye regering kan indlede arbejdet på baggrund af det regeringsgrundlag, som CDU, CSU og SPD besluttede 27. november.

SPD-toppen har de seneste dage gjort reklame for regeringsgrundlaget ved såkaldte regionalkonferencer rundt om i landet.

For selv om aftalen indeholder røde mærkesager som indførelsen af en national mindsteløn og nemmere adgang til dobbelt statsborgerskab, vægrer mange socialdemokrater sig ved at kaste sig i armene på Merkel.

Sidste gang, SPD var juniorpartner i en stor koalition med Merkel for bordenden fra 2005 til 2009, blev partiet straffet af vælgerne og fik det dårligste valgresultat nogensinde.

Den udbredte skepsis i baglandet er også årsagen til, at SPD-formand Sigmar Gabriel har fået iværksat den første tyske urafstemning om et regeringsgrundlag nogensinde.

Efter de fem uger lange regeringsforhandlinger og hans turné rundt til baglandet er han nu overbevist om, at hans partifæller vil blåstemple regeringsgrundlaget.

- Koalitionsaftalen er virkelig i orden. Det mener hele partiledelsen, og derfor er jeg også sikker på, at vi får et godt resultat, siger Gabriel, da han fredag lægger sin brevstemme i postkassen i hjembyen Goslar.

Han kunne fredag også glæde sig over, at den tyske forfatningsdomstol afviste en klage over urafstemningen.

De 474.820 SPD-medlemmer skal senest 12. december have sendt deres brev til hovedkvarteret, hvorefter stemmerne tælles op i stor banegårdshal. Resultatet offentliggøres om aftenen lørdag 14. december.

Hvis det bliver et nej, ventes hele partiledelsen at træde tilbage. Merkel kan så prøve at danne regering med De Grønne eller gå efter nyvalg.

/ritzau/