SPD-top får travlt: Merkel-skeptikere skal overtales

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

De tyske socialdemokraters partiformand, Sigmar Gabriel, og SPD-ledelsen har frem til søndag til at overbevise deres skeptiske partifæller om, at det er rigtigt at gå med i en stor koalition med den borgerlige CDU-chef Angela Merkel for bordenden som kansler.

Søndag skal 200 socialdemokrater på en ekstraordinær kongres i Berlin bag lukkede døre nemlig blåstemple ledelsens enstemmige beslutning om onsdag at indlede regeringsforhandlinger med Merkels CDU og dets bayerske søsterparti CSU.

Og partitoppen erkender, at det ikke bliver nogen walkover.

- Nej, på ingen måde, vi tager det meget alvorligt. Vi må vinde tilliden, også for forhandlingsgruppen (der skal forhandle om et regeringsgrundlag, red.), siger SPD's organisatoriske chef, generalsekretær Andrea Nahles, fredag til tysk morgen-tv.

Angela Merkel stod også i spidsen for en stor koalition fra 2005 til 2009. Selv om et flertal af de tyske vælgere ifølge flere rundspørger ønsker sig sådan en regering igen, vægrer mange socialdemokrater sig ved at kaste sig i armene på hende igen.

De opfatter sådan et samarbejde som et tvangsægteskab. Sidste gang straffede vælgerne SPD efterfølgende med det dårligste valgresultat nogensinde, og det er partiet heller ikke kommet sig over ved valget for knap en måned siden.

Efter torsdagens tredje sonderingsrunde med de kristelige demokrater er de mest fremtrædende skeptikere i SPD dog klar til se stort på kanslerens ry som en "sort enke", der fortærer sine koalitionspartnere.

- Det politiske kursskifte, som SPD i årevis har kæmpet for, er nu muligt, siger partiets næstformand, Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Hannelore Kraft, fredag til avisen Rheinische Post.

Hun og hendes bagland i Tysklands folkerigeste delstat har ellers været blandt de mest indædte modstandere af et samarbejde med de borgerlige. Under sonderingerne har Kraft ifølge flere medier været højlydt oppe at skændes med CSU's generalsekretær.

Men efter at CSU's formand, Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer, nu er parat til at komme socialdemokraterne i møde omkring deres ultimative krav om en national mindsteløn på 8,5 euro, erkender Hannelore Kraft, at hun har ændret mening.

Derfor håber SPD-toppen nu også på, at baglandet siger ja på søndag.

Hvis ikke, forudser tyske kommentatorer, at hele ledelsen med Sigmar Gabriel i spidsen må træde tilbage.

/ritzau/