SPD's indenrigsordfører trækker sig efter narkomistanke

Forbundsdagen i Berlin ophævede onsdag en tysk socialdemokrats parlamentariske immunitet på grund af en mistanke om narkobesiddelse. Den pågældende politiker, Michael Hartmann, der sigtes for brud på narkoloven, er nu trådt tilbage som SPD's indenrigsordfører.

Tidligt onsdag eftermiddag rykkede fire betjente og to narkohunde sammen med en statsadvokat ind i Hartmanns lejlighed i bydelen Prenzlauer Berg, hvor ransagningen stod på i flere timer, skriver bild.de.

Både netavisen og nyhedsbureauet dpa erfarer, at den 51-årige Hartmann mistænkes for at have købt stoffet methamfetamin. Ifølge bild.de kom politiet på sporet af politikeren efter at have overvåget en narkopusher.

- Det drejer sig om en mistanke for brud på rusmiddelloven, siger en talsmand for anklagemyndigheden til dpa.

Michael Hartmann, der stammer fra Rheinland-Pfalz, har siddet i Forbundsdagen siden 2002 og blev indenrigsordfører for SPD i 2011. Han er også medlem af parlamentets kontroludvalg for efterretningstjenesterne.

SPD's parlamentsgruppe bakker op om statsadvokatens arbejde, men vil ellers ikke kommentere sagen af hensyn til efterforskningen.

- Beskyldningerne bør hurtigst muligt og omfattende opklares, siger gruppens organisatoriske leder, Christine Lambrecht.

Hartmann selv er onsdag gået i flyverskjul.

Sagen ryster det tyske regeringsparti knap et halvt år efter, at en anden af SPD's forhenværende indenrigsordførere Sebastian Edathy fik frataget sin immunitet og opgav sit forbundsdagsmandat efter at være blevet sigtet for besiddelse af børneporno. Han nægter sig skyldig.

Forbundsdagen har nedsat et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, som onsdag holdt sit første møde i forsøget på blandt andet at finde ud af, om Edathy på forhånd var blevet advaret om efterforskningen.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip