Specialiserede festivaler er fremtiden

Senere blev det folkelige aspekt for alvor foldet ud, blandt andet i Skanderborg og på Langeland. Snart skubbede hver anden mellemstore provinsby Meat Loaf, Bonnie Tyler eller et tredje ringvrag ind på en scene og lod fadøllet flyde. Alt synes at kunne lade sig gøre, skriver B.dk.

Sådan er det ikke længere. Roskilde har ikke så let ved at sælge billetter som før, Midtfyn er for længst bukket under, og der er luget ud i provinsfestivalerne. Til gengæld er der blevet plads til en stribe mindre specialiserede festivaler. Den netop afviklede Northside Festival i Aarhus hører næppe til i den kategori længere, da den med et seriøst indie-program på bare fire år har vokset sig til en festival med 25.000 gæster, senest med kunstnere som Nick Cave, Arctic Monkeys og Portishead på programmet.

Metalfestivalen Copenhell, der også fandt sted her i weekenden, er et andet eksempel på en specialiseret festival, der henvender sig til en bestemt subkultur – med vokseværk til følge. Med navne som King Diamond, Testament og Hatesphere har Copenhell i sine bare fire leveår fordoblet sit besøgstal til omkring 10.000 headbangende festivalgængere på Refshaleøen i København. Den internationale koncertarrangør Live Nation er musklerne bag.

Men flere benytter sig af samme strategi: Fremfor at brede sig over mange genrer og forsøge at tilfredsstille flest mulige, snævrer man feltet ind og giver fuld valuta for pengene inden for en bestemt genre.

Den nye festival Vanguard tog fusen på hiphopmiljøet, da den i sidste måned offentliggjorde et program, man lige skulle gnide sig en ekstra gang i øjnene for at tro på: Hiphop-koryfæer som Wu-Tang Clan, De La Soul og Pharoahe Monch spiller i picnicvenlige omgivelser i Søndermarken i Vlaby side om side med de danske helte i Malk De Koijn, der giver deres eneste koncert i 2013 her, samt newcomers som Ponyblod og Marvelous Mosell.

Mindst lige så stor opmærksom gav det dog, at den 70-årige kultskikkelse Sixto Rodriguez – hovedpersonen i den Osvar-vindende dokumentarfilm »Searching For Sugar Man« – også spiller i Søndermarken. Samt svenske Håkan Hellström, der er så out of place, at det næsten giver mening.

»Vanguard er ikke en decideret hiphop-festival. For mig er det vigtigere, at man kan mærke, at navnene er håndplukket,« forklarer arrangør Peter Fredsted Jacobsen til B.dk.

Siden midten af 1990erne har han arrangeret koncerter inden for især hiphop, latin og brasil i København under navnet Soulkitchen. Nu har han teamet op med svenske Kulturbolaget i Malmö, som han arrangerer Vanguard sammen med.

»De folk, vi henvender os til, har typisk været på Roskilde Festival mange gange. De har ikke noget imod Roskilde, men det er måske blevet lidt for stor en mundfuld for dem. En festival i Søndermarken kan man komme til på cykel på 10-15 minutter, og man kan tage sin børn og et tæppe med og sidde og hygge sig med madkurven. Det har noget at gøre med »less is more«. Alting behøver ikke være så stort og så højt som muligt,« mener Peter Fredsted Jacobsen, der ikke desto mindre har plads til 35.000 gæster i Søndermarken, men håber på et besøgstal på 10.000.

Forinden annonceringen af Vanguard havde endnu en ny festival sat sig på sidste weekend i august. Scandinavia Reggae Festival rykker ind på Refshaleøen og lægger op til traditionel festival style med mulighed for at campere og besøge boder, der sælger alt fra smykker og T-shirts til jamaicansk mad og drikke. 10.000 er der plads til på festivalpladsen, mens cirka 2.000 kan slå telt op og campere.

»Vi lægger op til, at børnefamilier kommer ud og hygger og måske ser festivalen som en alternativ ferie,« forklarer Huda Alkabani, talsmand for Scandinavia Reggae Festival, der bliver arrangeret af folk fra Københavns reggaemiljø, som har teamet op med den ti år gamle festival Öland Roots i Sverige.

»Der er ingen store reggaenavne på Roskilde i år, men reggae boomer for vildt i Danmark og Skandinavien. Vi ønsker at skabe en festival, der samler hele det skandinaviske miljø,« forklarer hun.

Foruden internationale navne som The Skatalites og Alborosie optræder der derfor en stribe af både norske og svenske navne som Syster Sol og Svenska Akademien samt repræsentanter fra den voksende danske scene såsom Klumben, Top Gunn og Eaggerstunn. Sverige og Danmark mødes i øvrigt i reggaekollektivet Fastpoholmen – og klubben Rub A Dub Sunday, der normalt holder til på spillestedet Stengade 30 på Nørrebro, får sin egen teltscene.

Raske Penge er også blandt de optrædende: »Noget af det fede ved festivaler er fællesskabsfølelsen: Hey, vi er på festival sammen, vi er uden for den normale verden, og vi er fulde og beskidte og sover i telt.«

»Men der er kommet en række små festivaler, hvor fællesskabsfølelsen er endnu stærkere, fordi alle kommer på grund af musikken. Der er mindre fest og druk, men der bliver virkelig nørdet igennem med musikken,« forklarer Rasmus Poulsen, som er Raske Penges borgerlige navn.

»Konkurrencen er blevet hårdere blandt festivalerne, fordi der er kommet flere at vælge imellem. Hvis du alligevel bare kommer for at høre reggae, hvorfor så tage på en stor dyr festival?« spørger han og fortæller, at han inden for det sidste halve år har været på to endnu mindre og endnu mere specialiserede festivaler i København – stonerrockfestivalen Heavy Days In Doom Town og dødsmetalfestivalen Kill-Town Death Fest.

Dagens Gossip