Specialisering af pædagoger både glæder og skuffer

Pædagogstuderende skal fremover vælge mellem tre specialiseringsspor, og det er den helt rette vej at gå, mener Socialpædagogerne.

»Det er ikke nok at have et godt hjerte og engagement - der skal en særlig faglighed til. Det er det signal, politikerne sender med reformen,« siger Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen, og tilføjer:

»Jeg er glad for det skridt, politikerne har taget. Det er absolut et meget markant fremskridt i forhold til det, vi kender i dag«.

Pædagogernes fagforening, BUPL, og Pædagogstuderendes Landssammenslutning er uenige.

»Vi mener, at regeringens udkast, hvor specialiseringen fylder to tredjedele af uddannelsen, vil uddanne specialister på en forfejlet måde. Det, vi i virkeligheden har brug for, er, at pædagogstuderende har en stærk pædagogisk grundviden, som vi kan anvende i praksis,« siger Martin Alexandersen, som er faglig sekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

BUPL mener, at reformen satser på den forkerte form for specialisering.

»Vi har ønsket, at der blev mulighed for specialisering, men vi er ikke særlig begejstrede for den måde, man foreslår det på. At opdele i aldersgrupper er en meget firkantet måde at gøre det på,« siger BUPL-formand Henning Pedersen.

Reformen lægger op til en pædagoguddannelse med tre specialiseringsspor. Der bliver tale om småbørnspædagogik for de 0-5-årige, skole- og fritidspædagogik for de 6-18-årige og social- og specialpædagogik for personer med særlige behov som eksempelvis misbrug eller psykiske lidelser.

Men Henning Pedersen mener, at reformen i det hele taget savner ambitioner og perspektiv.

»Jeg har bemærket, at regeringen har haft ret store ambitioner på vegne af pædagoger og pædagoguddannelsen, og derfor havde vi forventet noget mere ambitiøst. Jeg synes ikke, det er særlig ambitiøst,« siger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) peger på, at den øgede fokus på specialisering skal klæde pædagogerne bedre på i forhold til at samarbejde på tværs.

»Det skal være pædagoger, der har en større faglig tyngde, men som også er bedre til at omsætte den faglige tyngde til handling ude i daginstitutionerne, fritidsinstitutionerne, socialinstitutionerne og så også i folkeskolen,« siger han.

Dansk Folkeparti forventer, at ændringerne vil gøre en forskel på sigt.

»Pædagogens opgave er jo i vid udstrækning at støtte barnet og den unge i den udvikling, man skal igennem. Det skulle de gerne blive bedre til. Ganske enkelt. Så børn og unge - sagt med lidt store ord - kan få et bedre liv,« siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

Enhedslisten konstaterer, at pædagogerne udfører »en af de vigtigste opgaver i vores samfund«.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance står uden for aftalen, men Morten Østergaard håber, at de tre partier kommer med i aftalen efter sommerferien.

Dagens Gossip