Speciallæger om kritik: Vi følger bare overenskomsten

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

Konkurrencestyrelsen tager grueligt fejl, når den konkluderer, at speciallægeforeningen Faps har overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre hver enkelt praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning var nået.

Det mener formanden for Faps, som reagerer på en artikel i Jyllands-Posten, hvor det kommer frem, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har afskåret Konkurrencerådet fra at politianmelde foreningen for lovbrud.

- Vi har alene søgt at leve op til den overenskomst, som Faps har indgået med regionerne. Den indebærer en forpligtelse til at forsøge at holde udgifterne til de praktiserende speciallæger inden for en aftalt ramme, og den forpligtelse har Faps naturligvis taget alvorligt, siger formand Carl Johan Erichsen i en pressemeddelelse.

Konkurrencestyrelsen har i mere end to år undersøgt, om Faps har brudt loven. Ifølge styrelsen har man to gange i forløbet forhørt sig hos ministeren for at finde ud af, om konkurrencereglerne gælder på området.

Først mandag fik styrelsen at vide, at speciallægernes adfærd - modsat tidligere meldinger - er en direkte nødvendig følge af sundhedslovgivningen.

Ifølge Faps har Sundhedsministeriet dog "flere gange det sidste år gjort styrelsen opmærksom på lovgivningen".

- Hvis man fulgte Konkurrencestyrelsens udmelding, ville det i praksis indebære et opgør med sundhedslovgivningen og vores aftaler med regionerne, siger Carl Johan Erichsen og understreger, at speciallægernes ageren ikke har ramt patienterne.

- Realiteten er, at de praktiserende speciallæger de seneste år har behandlet flere patienter, ikke færre, og det er sket uden en tilsvarende stigning i udgifterne på området. Så også på den baggrund er kritikken fra Konkurrencestyrelsen helt forkert, mener Carl Johan Erichsen.

/ritzau/