Specialstyrker angriber al-Shabaab i Somalia

Specielstyrkerne, der enten kom ind fra havet eller med helikopter og måske begge dele, gik til angreb og dræbte under en heftig ildkamp i følge Reuters mindst en al-Shabaabkriger.

En talsmand for gruppen, der har tætte forbindelser til al-Qaeda, siger til Reuters, at en af bevægelsens krigere blev dræbt efter at specialstyrker gik i land på kysten og kom i kamp med al-Shabaabs folk.

Nyhedsbureauet AFP citerer imidlertid al-Shabaabs kommandant i Barawe for, at »fjender af Allah prøvede at overraske frihedskæmperne med et natligt angreb fra en helikopter, men de fik en lektie og angrebet slog fejl«, siger kommandanten Mohamed Abu Suleiman.

Vidner skulle ifølge bureauet have set og hørt støj fra en helikopter, som specialstyrker blev set fire sig ned fra i reb, hvorefter de under kraftige skudvekslinger forsøgte at storme et hus, hvor en af de lokale al-Shabaab-ledere opholdt sig.

»Men vores frihedskæmpere inde i huset skød tilbage, og kujonerne flygtede«, siger Abu Suleiman.

Det vides ikke i øjeblikket hvem eller hvilken stat, der står bag angrebet, eller om det er en reaktion på terrorangrebet mod indkøbscentret Westgate i Nairobi i forrige uge, som al-Shabaab stod bag, og som kostede mindst 67 personer livet.

Dagens Gossip