Speedway: Australien er klar til VM-finalen for hold

Skrevet af admin

31/07/2014

Dagens topnyheder

Australien bliver den sidste af fire deltagere i finalen ved hold-VM i speedway, der bliver kørt på lørdag i den polske by Bydgoszcz.

Favoritten tog den sidste plads efter torsdagens såkaldte race-off, der var en opsamlingsrunde mod Sverige, USA og Tjekkiet.

Anført af Darcy Ward og Chris Holder sikrede Australien sig førstepladsen med 43 point, mens Sverige samlede 32 point sammen til en andenplads.

USA sluttede på tredjepladsen, selv om Greg Hancock var køreren, der samlede flest point af alle torsdag aften.

Der havde på forhånd været talt om, at det var en fordel at sikre sig finalepladsen gennem race-off, da den blev afviklet på samme bane som lørdagens finale.

Den mulighed fik Australien ved at snuble i sit første kvalifikationsstævne. I race-off havde holdet ingen problemer med at indløse adgang til finalen.

Danmark og Storbritannien kvalificerede sig til finalen via de første kvalifikationsstævner, mens Polen er født deltager som værtsnation.

/ritzau/