Speedway-stjerner sviner Nicki P. for at køre vildt

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Speedway-stjernerne Greg Hancock, Chris Holder og Tai Woffinden langer ud efter Nicki Pedersen efter et sammenstød i weekendens grandprix i Sverige.

Den tidligere danske verdensmester kørte slovenske Matej Zagar ned i semifinalen i Målila.

Selv om Zagar i minutterne efter sammenstødet angreb Nicki Pedersen med næverne, så er Hancock, Holder og Woffindens sympati hos sloveneren. 37-årige Pedersen bliver kritiseret for at køre for voldsomt.

- Det er interessant, at hans navn dukker op igen og igen. Vi ønsker ikke at tale om det, men faktum er, at det er farligt.

- Det er en sportsgren med masser af fart, og noget af det, der foregår, er ikke i orden. En ting er ræs, og noget andet er at køre ræs over grænsen, siger Greg Hancock til speedwaygp.com.

- Hvad, der skete i lørdags, er så sørgeligt. Matej Zagar kom i problemer, fordi han var på det forkerte sted. Det kunne være endt meget værre, og vi er bare glade for, at han kunne rejse sig op, siger amerikaneren.

Hancock, der er nummer to i VM-stillingen, er især irriteret over, at Nicki Pedersen skyndte sig at køre videre efter uheldet. En undskyldning til Zagar havde været på sin plads, mener amerikaneren.

- Han kunne ikke en gang mande sig op til at gå hen til ham og sige: "Er du okay? Det var et tæt løb".

- Han sprang bare op på sin cykel og kørte væk.

- Det viser, at han ikke har nogen følelser og tanker, når han kører. Han registrerer ikke andre på banen. Han er der kun for at vinde, siger Greg Hancock, der frygter for speedwaykørernes helbred, når Nicki Pedersen er i nærheden.

- Hvis vi kommer til skade og ikke kan køre, så er det et stort problem for os. Vi har brug for vores arme, ben og hoveder senere i livet.

- Ræs er en ting. Jeg har ikke noget imod ræs og sammenstød med andre kørere, så længe vi konkurrerer hårdt mod hinanden. Men der er en grænse. Man skal have respekt for konkurrenterne, fastslår Hancock.

Chris Holder er på bølgelængde.

- Vi kører alle for at vinde, og vi skal respektere, at vi forsøger at presse hinanden til grænsen, men vi skal aldrig gå over den.

- Det er ikke godt, for vi ønsker et fair ræs. Vi ønsker, at der køres ordentligt, så man ikke skal bekymre sig om at blive kørt ned, siger Holder, mens den regerende verdensmester Tai Woffinden tilføjer:

- Zagar kunne være kommet slemt til skade. Hvis han var blevet siddende på cyklen, ville han være i en skidt forfatning.

- Han kom af cyklen, men man kunne virkelig se, at han var vred. Det ville jeg også have været.

- Vi støder alle sammen ind i hinanden, men man kan se, når det bliver lidt for brutalt. Det her var over stregen, siger briten.

Woffinden, der topper VM-stillingen, tror, at det ender galt på et tidspunkt. Han har selv haft et par sammenstød med Nicki Pedersen.

- Nogen kommer til skade en dag. Det venter lige rundt om hjørnet, tror jeg. Jeg har selv haft to store styrt sammen med ham i år, hvor han bare kørte mig ned. Det er ikke acceptabelt, siger Woffinden.

Nicki Pedersen forklarede efter weekendens grandprix i Sverige, at Matej Zagar havde kørt taktisk og lukket ham af, da han ville overhale. Danskeren mener, at der blot blev kørt ræs, men at det var fair at diskvalificere ham.

VM-serien fortsætter i næste weekend, når speedwaykørerne kommer til Parken i København.

/ritzau/