Speedwaykørere til Vojens med brækkede lemmer

Brækkede håndled, arme, ben og kraveben samt overrevet ledbånd og korsbånd i knæene. Skader som disse vil få de fleste til at græmme sig i smerte.

For de professionelle speedwaykørere er det en del af hverdagen, og det er det også før lørdagens VM-grandprix i Vojens, hvor flere favoritter kommer til at køre med skader.

Sloganet "No breaks, no gear, no fear" vidner nemlig om en sport, hvor man skal være gjort af et særligt stof for at kunne køre med de bedste.

Den tredobbelte danske verdensmester Nicki Pedersen, der selv døjer med en skulderskade, sætter ord på det.

- Når jeg ligger på banen og har ondt, tænker jeg allerede på, hvornår jeg kan blive klar til at køre igen. Det er en egenskab, vi speedwaykørere har, som normale mennesker måske ikke har. Vi er mere hårdføre og hærdede.

- Derudover er vi provisionslønnede i vores sport. Ingen løb betyder ingen penge i lønposen. Det er meget til forskel fra en fodboldspiller, der får lige så meget i løn, om han sidder på bænken eller spiller på banen. Sådan er det ikke hos os, siger Pedersen.

En anden dansk speedwaystjerne, der har kørt løb med talrige skader, er Niels-Kristian Iversen. For to uger siden rev han kors- og ledbånd i knæet over, og hans sæson er dermed færdig.

Han forventer dog at være klar igen lidt hurtigere end de ni måneder til et års pause, en korsbåndsskade normalt skal have.

- Nu er det jo speedway og ikke fodbold. Så jeg regner med, at jeg er ude i et halvt år, og så kan jeg være klar igen, når sæsonen starter til marts, siger Iversen.

At presse sig tilbage på cyklen, før man reelt set er frisk igen, er også noget, Iversen kender til.

- Det er aldrig fedt at være skadet, og derfor udnytter jeg da også muligheden, hvis jeg føler mig i stand til at komme tilbage igen. Men det er altid en balancegang, for det kan give bagslag.

- Jeg har selv prøvet at køre et løb kun to dage efter en skulderskade, hvor min skulder pludselig røg af led. Der måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne køre, siger Iversen.

/ritzau/

Dagens Gossip