Speedwaylandstræner efter sejr: Svært VM-valg for mig

De danske speedwaykørere havde en meget succesfuld tirsdag aften i Västervik, da det danske hold kvalificerede sig til finalen ved hold-VM.

Alle fire kørere, Mads Korneliussen (13 point), Hans Andersen og Peter Kildemand (begge 12 point) og Bjarne Pedersen (11 point), imponerede landstræner Anders Secher på vej mod sejren med 48 point af 60 mulige.

- Alle fire kørte fantastisk, og der var kun en lille forskel i det antal point, de hentede. Nu står jeg i den situation, jeg frygtede allermest, nemlig at alle har leveret et utroligt flot resultat.

- Det er en vanskelig beslutning, hvem der ikke skal med videre, og hvem der skal med til finalen, siger Anders Secher.

Landstræneren tager kun to af tirsdagens fire succesrige danske kørere med på holdkortet til lørdagens finale i Bydgoszcz i Polen.

Danmarks topkørere Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen sad over i kvalifikationen, men er med på lørdag til finalen.

- De to er med, de er lige en tand skrappere, end dem der var med i aften, siger Anders Secher.

Landstræneren skal nu finde ud af, hvilke to kørere der skal supplere Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen i finalen.

Anders Secher har endnu ikke truffet sit valg, men pilen peger i retning af, at Danmarks topscorer i kvalifikationen får en plads.

- Jeg tænker, hvem skal jeg vælge? Den eneste, som står godt lige nu, er Mads Korneliussen. Hans starter i aften var rigtig gode, og han havde god fart i cyklen, siger landstræneren.

Danmark skal i finalen møde værtsnationen Polen, Storbritannien samt vinderen af torsdagens raceoff, hvor Australien er favorit til at tage den sidste finaleplads i kampen mod USA, Sverige og Tjekkiet.

De to sidstnævnte lande blev nummer to og tre i tirsdagens kvalifikation med henholdsvis 43 og 24 point.

Letland sluttede sidst med 11 point.

/ritzau/

Dagens Gossip