Speedwaylandstræner hårdt kvæstet i ulykke

Den danske landstræner i speedway, Anders Secher, blev hårdt kvæstet i en voldsom trafikulykke. Det skriver Dansk Motor Union.

På vej hjem fra en træningssamling onsdag påkørte landstræneren en kronhjort, der krydsede vejen. Han blev øjeblikkeligt fragtet til Regionshospitalet Herning, hvor han lå indskrevet i nogle dage.

Siden hen blev Anders Secher overført til Aarhus Universitetshospital, hvor han stadig ligger.

Han har blandt andet gennemgået en operation i højre øje.

Det forventes, at landstræneren udskrives en af de kommende dage.

46-årige Anders Secher, der selv er tidligere speedwaykører, tiltrådte jobbet som landstræner i 2011.

/ritzau/

 

Dagens Gossip