Spejderdreng fra Firenze på vej mod premierministerpost

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Selvom Italiens præsident, Giorgio Napolitano, lørdag aften ikke ønsker at nævne navnet på den person, han vil bede om at danne ny regering, så ligner Firenzes borgmester, Matteo Renzi, fortsat manden, der skal afløse partifællen Enrico Letta.

Napolitano har dagen igennem haft samtaler med landets partier med henblik på at udpege en leder, der skal danne regering, efter at Letta trådte tilbage fredag.

I den afgående regerings koalitionspartier var der lørdag aften fortsat uro omkring Renzis kandidatur, mens hans eget parti, Det Demokratiske Parti, PD, nominerede ham til posten.

Indbyggerne i Firenze ser ofte deres 39-årige borgmester - der i givet fald vil blive landets hidtil yngste premierminister - suse igennem renæssancebyen på sin cykel.

Iført stramme cowboybukser, læderjakke, hvis det er lidt køligt, smarte solbriller som værn mod den bistre italienske sol.

Det er en by, han kender godt. Blev født her i 1975, har været i spejderbevægelsen i henved 20 år af sit liv, læste jura på byens universitet.

I fjor vandt han formandsposten i landets største centrumvenstreparti, Demokratisk Parti (PD), og nu har han vist, hvad sådan et job kan bruges til.

Koalitionsregeringen, hvor PD har været det største parti, skal ind på en ny kurs. Der skal en ny administration til, mener han, og partiledelsen har ved en afstemning givet ham ret.

Nu står Italien som så mange gange før over for regeringsforhandlinger i Rom.

Går det, som analytikere i hovedstaden spår, ender det med, at Renzi afløser partifællen Enrico Letta.

Dermed får Italien efter alt at dømme en leder, der i hvert fald ud ad til virker til at komme fra en anden hylde end de traditionelle politikere i Rom.

Renzi taler lige ud af posen. Han er specielt populær blandt de unge, og i januar sagde en meningsmåling, at 54 procent af italienerne kan lide hans politik.

Han forsøger hele tiden at give det indtryk, at forandringer er mulige. Han siger, at Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair står for ham som en rollemodel.

Engang afsluttede Renzi en tv-debat ved at sige, at han tilbyder noget, der ellers er sjældent i Italien.

- Håb.

Hans kritikere mener, at han er en ung mand, der råber op og er arrogant og mangler politisk erfaring.

Det franske nyhedsbureau AFP påpeger, at han ikke har været viklet ind i regeringen eller det nationale parlament, hvor korruptionsskandaler ikke er sjældne.

Hans politiske ståsted er godt nok til venstre, men han skubber alligevel på for offentlige besparelser og reformer af Italiens berygtede bureaukrati.

/ritzau/