Spejderdreng fra Firenze skal lede Italien

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

Firenzes borgmester, Matteo Renzi, har mandag fået sin vilje.

Efter sit andet møde med den italienske præsident, Georgio Napolitano, inden for halvandet døgn har statsoverhovedet givet ham opgaven at danne en ny regering.

Renzis partifælle Enrico Letta trådte fredag tilbage som premierminister efter at have tabt en intern magtkamp til sin rival.

Selv om det skabte ballade med regeringens koalitionspartnere, nominerede Det Demokratiske Parti, PD, sin leder Renzi til posten som regeringschef.

Hvis det som ventet lykkes ham at samle et flertal bag sig, bliver PD-lederen Italiens yngste premierminister nogensinde og skifter Toscana-byen ud med hovedstaden, Rom.

Indbyggerne i Firenze har ofte set deres 39-årige borgmester suse igennem renæssancebyen på sin cykel.

Iført stramme cowboybukser, læderjakke - hvis det er lidt køligt - og smarte solbriller som værn mod den bistre italienske sol.

Det er en by, han kender godt. Han blev født her i 1975, har været i spejderbevægelsen i henved 20 år af sit liv og læst jura på byens universitet.

Sidste år vandt han formandsposten i landets største centrumvenstreparti, PD, og nu har han vist, hvad sådan et job kan bruges til.

Koalitionsregeringen, hvor PD har været det største parti, skal ind på en ny kurs. Der skal en ny administration og langt flere reformer til, mener han, og partiledelsen har ved en afstemning givet ham ret.

Nu får Italien efter alt at dømme en leder, der i hvert fald udadtil virker til at komme fra en anden hylde end de traditionelle politikere i Rom.

Renzi taler lige ud af posen. Han er specielt populær blandt de unge, og i januar sagde en meningsmåling, at 54 procent af italienerne kunne lide hans politik.

Manden, der har den tidligere britiske premierminister Tony Blair som forbillede, forsøger hele tiden at give det indtryk, at forandringer er muligt.

Engang afsluttede Renzi en tv-debat ved at sige, at han tilbyder noget, der ellers er sjældent i Italien:

- Håb.

Hans kritikere mener til gengæld, at han er en ung mand, der råber op, er arrogant og mangler politisk erfaring.

Det franske nyhedsbureau AFP påpeger, at han ikke har været viklet ind i regeringen eller det nationale parlament, hvor korruptionsskandaler ikke er sjældne.

Hans politiske ståsted er godt nok til venstre, men han skubber alligevel på for offentlige besparelser og reformer af Italiens berygtede bureaukrati og vil tage fat med det samme.

/ritzau/