Spekulant får seks år og smækker med døren

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Med et højt brag demonstrerede ejendomsspekulanten Steen Gude mandag i Østre Landsret, hvad han mener om dommen på seks års fængsel.

Den 51-årige hovedmand i det nu krakkede selskab Stones Invest er blevet kendt skyldig i skyldnersvig, bedrageri og skattesvig for mere end 200 millioner kroner.

Dommen er en stadfæstelse af den afgørelse, som Retten i Lyngby kom med i december 2012.

Retsformand Jan Uffe Rasmussen var netop gået i gang med at gennemgå begrundelsen for dommen, da Steen Gude rejste sig fra sin plads ved siden af sin forsvarer, marcherede ud af retslokalet og med et brag smækkede døren i bag sig.

Spekulanten, der bor i Schweiz, er blevet kendt skyldig i skyldnersvig, bedrageri og skattesvig.

Den beløbsmæssigt alvorligste kriminalitet drejer sig om bedrageri over for den islandske bank Glitnir.

Den blev udsat for risikoen for et tab på 190 millioner kroner i forbindelse med ydelse af et såkaldt bridgelån i foråret 2008, da selskabet var i store vanskeligheder.

Den islandske bank blev ført bag lyset, fordi den ikke fik besked om, at to investorer havde stillet betingelser for at tegne obligationer, fastslår et flertal i landsretten.

Desuden forsøgte Steen Gude at begå skyldnersvig over for Stones Invest ved at sælge aktier til underpris til sin lillebror Søren Gude. Arrangementet skete i dagene inden selskabets konkurs.

Oveni er Gude også dømt for skyldnersvig umiddelbart inden konkursen ved overførsler af i alt 21,5 millioner kroner fra Stones Invest til et datterselskab.

Endelig er den 51-årige kendt skyldig i flere skatte- og afgiftsforhold for et samlet beløb på 18,6 millioner kroner, fastslår landsretten.

Broren, den 50-årige Søren Gude, er idømt fængsel i tre år, mens bestyrelsesformanden, advokat Rolf Ussing på 49 år, straffes med fire år.

Disse to afgørelser er også en stadfæstelse af byrettens dom.

Økonomidirektør Lars Geister på 38 år slipper dog en anelse billigere. I hans tilfælde er straffen blevet nedsat fra fire til tre års fængsel. Det begrundes med hans rolle som ansat i Stones Invest.

Alle fire frakendes retten til at være direktør eller sidde i bestyrelse for et selskab.

Efter dommen erklærer senioranklager Malene Stage Christensen fra Bagmandspolitiet sig tilfreds med landsrettens dom.

/ritzau/