Spellerberg efter DM-guld: Vi gik ikke i panik

Skrevet af admin

01/06/2015

Mest læste i dag

KIF Kolding København er danmarksmester i herrehåndbold for anden sæson i træk, selv om holdet søndag aften tabte med enkelt mål i den anden DM-finale mod Skjern.

Efter en 30-24-sejr i den første kamp blev der aldrig for alvor spænding om, hvor guldet skulle havne, selv om Skjern gav den hele armen for at vende slaget.

Medvirkende til DM-guldet var en af KIF Kolding Københavns mange stjernespillere Bo Spellerberg, der med en række vigtige mål i anden halvleg var med til at kvase den sidste spænding ud af finalen.

- I første halvleg brændte vi nogle store chancer, men vi dækkede rigtig godt op, og så sørgede vi bare for ikke at gå i panik, siger Bo Spellerberg.

Selv om KIF Kolding København tabte kampen i Trefor Arena i Brøndby med 20-21, fik spillerne altså hængt guldmedaljerne om halsen bagefter.

- Vi har spillet en rigtig god sæson, hvor vi vandt grundspillet helt suverænt. Vi spillede fint i Champions League, men der oplevede vi godt nok også lidt udfald, så det er rart, at vi sluttede sæsonen så fint af.

Kolding blev slået ud af Champions League-turneringen i 1/8-finalen.

Den anden finales store oplevelse var den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt, der i store dele af kampen lukkede fuldstændig ned for Skjerns skytter.

Hvidt blev kåret til finalens bedste spiller, og Bo Spellerberg har da heller ikke andet end ros til overs for sin holdkammerat.

- Han stod en rigtig fed kamp. Han fik god hjælp af forsvaret og tog de ekstra skud, siger Spellerberg.

Spellerberg blev selv noteret for seks mål og blev dermed Koldings topscorer.

/ritzau/