Spellerberg: Jeg kan blive endnu bedre

Skrevet af admin

08/12/2013

Dagens topnyheder

Tidligere i karrieren har Spellerberg været kritiseret for at have for store udsving i kampene. Han kunne enten spille enestående og afgøre en kamp eller smide bolden væk fem gange i træk.

I en alder af 34 år har Spellerberg ifølge landstræner Ulrik Wilbek fundet sit livs form. Spellerberg er nu blevet mere genial end gal. Hovedpersonen er ikke uenig.

- Det er nok ikke helt forkert. Det er ikke det samme som at sige, at jeg har spillet dårligt før.

- Men jeg har da forhåbentlig stadig et par år tilbage at brænde igennem i endnu, så jeg håber til stadighed at blive endnu bedre, siger Spellerberg.

Med 101 mål er Spellerberg suveræn topscorer i Herre Håndbold Ligaen for KIF Kolding, som topper tabellen.

En alenlang liste af skader hos KIF Kolding har betydet mere ansvar og spilletid til Spellerberg.

- Jeg synes ikke, at jeg har skullet spille på en anden måde. Jeg tror bare, at jeg har fået mere spilletid. Det er ikke fordi, at vi har færre spillere, at jeg spiller anderledes eller endnu bedre.

- Nu er der plads til at lave lidt flere fejl. Der er heller ikke de store udskiftningsmuligheder. Så man ved jo, at selv om man brænder et skud eller laver en fejlaflevering, så er man på igen i næste angreb.

- Vi har gennem det meste af sæsonen været ramt af skader. Så vi har kun haft tre bagspillere i perioder, forklarer han.

Lørdag tabte KIF Kolding 28-33 til sidste sæsons mestre fra Aalborg Håndbold i Gigantium.

Spellerberg scorede ni mål i udekampen og føler sig ikke slidt til trods for mange kampe i både Champions League og i den hjemlige turnering på det seneste.

- Vi snakker ikke om pause. Vi er inde i en god rytme, og jeg føler mig ikke specielt slidt. Selvfølgelig er kampene hårde, men vi er jo ikke så meget på i løbet af dagene mellem kampene.

- Der er vi nødt til at passe på os selv, sådan så vi fordeler kræfterne og ikke bare svinetræner. Og hvis vi kigger på truppen, så er der ikke plads til, at jeg skal spares, fastslår Spellerberg.

/ritzau/