Spellerberg om gyser-sejr: Viser vi kan klare presset

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

De danske håndboldherrer blev for første gang ved EM presset helt frem til slutfasen, da de spillede sig i EM-finalen med en sejr på 29-27 over Kroatien.

Det danske spil i de sidste minutter lover godt for den kommende finale mod Frankrig på søndag.

- Vi har ikke været presset så langt hen i kampene som i dag. Det er rart, at vi alligevel får lavet de nødvendige kasser til sidst og holder hovedet koldt.

- Det er også rart, at Nicklas Landin tager deres skud fra fløjene til sidst, siger Bo Spellerberg.

Kroatien førte med 15-13 ved pausen, hvor Danmark fik vendt kampen. Det var ifølge Spellerberg dog ufatteligt vigtigt, at målmand Jannick Green indledte anden halvleg med at redde et kroatisk straffekast.

- Det er meget vigtigt, at Jannick kommer ind og tager det straffekast, så de ikke kommer foran med tre. Derfra er det os, der styrer det

- Vi fik vendt det i anden halvleg. Forsvaret kommer til at stå lidt bedre, vi laver lidt flere mål på kontraer, og så er det klart, at Niklas Landins redninger på deres fløjskud til sidst gør udslaget, siger Spellerberg, der glæder sig over at være i EM-finalen.

- Det er det, vi alle sammen har drømt om. Vi vidste, at vi havde spillet til det, men det var måske ikke så sprudlende i dag. Kroatien gjorde det også godt.

Nu venter Frankrig, og Spellerberg forventer en svær opgave.

- De har været skræmmende gode og har vundet de kampe, som de skulle. Nikola Karabatic virker, som om han er genfødt, siger han.

/ritzau/