Spellerberg: Vi fik vendt bøtten mod Dunkerque

Skrevet af admin

23/02/2014

Mest læste i dag

Det blev til hele syv sejre og blot tre nederlag for KIF Kolding København i gruppespillet i Champions League, og den 10. og sidste kamp endte søndag med en 26-24-sejr over Dunkerque.

Bo Spellerberg scorede fire mål i sejren, og han var lettet over afslutningen på første halvleg, hvor KIF Kolding hentede tre mål mod franskmændene, der var stukket lidt af.

- Vi er tilfredse. Vi var under lidt pres i første halvleg. Det var dem, som var oppe med tre, og vi fik ikke rigtigt tingene til at lykkes i forsvaret.

- Så det var rart, at vi slap til halvleg med uafgjort. Og vi fik vendt bøtten relativt hurtigt i anden halvleg og kom foran med et par mål hele tiden. Vi havde nogenlunde kontrol i det meste af anden halvleg, siger Spellerberg.

- Det gav et moralsk rygstød. Vi vidste, at vi skulle ud at dominere anden halvleg, uden at vi skulle hente nogle mål først. Og det gik rimeligt stærkt. I løbet af fem minutter kom vi foran med to, og den føring slap vi aldrig.

- Vi fik lukket bedre af i vores forsvar. De skulle kæmpe lidt mere for deres scoringer og fik intet foræret, som de gjorde i første halvleg, forklarer bagspilleren.

Dunkerque har leveret flotte resultater i den hjemlige franske liga, men i Champions League har holdet skuffet og endte sidst i gruppen.

Derfor skulle KIF Kolding helst vinde for at undgå en skuffende afslutning på gruppespillet.

Det endte da også med en flot andenplads i gruppen, hvor kun THW Kiel var bedre og vandt gruppen med blandt andet to sejre over KIF Kolding.

- Vi er rigtigt godt tilfredse med gruppespillet. Vi havde måske en blunder i Portugal, hvor vi ikke mødte kampklar op fra start (nederlaget på udebane til Porto, red.).

- Mod Kiel på hjemmebane havde vi halvanden bagspiller klar, og vi ville gerne have præsteret bedre.

- Men overordnet set var sejren ude over Dunkerque og de sejre over Kielce måske det bedste, vi har leveret i Champions League set over en længere periode, mener Spellerberg.

KIF Kolding er klar til 1/8-finalen i turneringen. Der er lodtrækning tirsdag.

/ritzau/