Spellerberg: Vi kan nå førstepladsen i CL-gruppen

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

KIF Kolding Københavns playmaker Bo Spellerberg, som i alt scorede 14 mål i de to kampe mod polske Vive Kielce, satser på, at storspillet fortsætter i lørdagens udekamp mod FC Porto i Champions League.

- Lige nu har vi skabt et fremragende perspektiv i Champions League. Vi kan nå både første- og andenpladsen, og det er noget, vi skal begynde at kigge efter nu, hvor vi har besejret Kielce.

- Nu er der kommet et forventningspres på os om, at vi skal vinde over Porto. For hvis vi skal bruge de to sejre over Kielce til noget, så skal vi også vinde i Portugal, siger Spellerberg.

Forsvarsgeneralen Lars Jørgensen, som er lidt hæmmet af nogle trykkede ribben, ser frem til opgøret mod Porto.

- Vi ved, vi kommer til at kæmpe meget for at slå Porto på udebane. Alt det gode, vi har lavet, kan blive ødelagt, hvis vi ikke formår at præstere mod Porto. Det er vi fuldt bevidste om.

- Jo flere folk, der falder fra, jo tættere skal vi rykke sammen i bussen. Lige nu fungerer det rigtigt godt. Der er god disciplin og konsekvens i vores spil. Og vi hviler ikke på laurbærrene, siger Lars Jørgensen.

Det er for tidligt i turneringen at sige, hvor langt KIF Kolding kan nå i Europa, men der er potentiale til noget stort, vurderer Lars Jørgensen.

- Vi har en utrolig stor international rutine, og det er meget vigtigt. Mange af os har prøvet at spille finaler i Europa. Vi har været der før, og på den måde er vi godt rustet.

- Jeg kan sagtens se os komme i Final4, men jeg kan også se os komme i store problemer i en 1/8-finale, siger Lars Jørgensen.

/ritzau/