Spellerberg vil ikke spille VM med store smerter

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

Bo Spellerberg gider ikke løbe rundt og spille kampe med smerter uden at kunne træne. Hvis det bliver ved med at være sådan, så må KIF Kolding København-backen droppe håndbold-VM i Qatar.

Det er en irriterende skade på siden af hælen, som generer Spellerberg. Og lige nu lyder han ikke specielt optimistisk, men det kan hurtigt ændre sig.

- Der er ikke så meget nyt. Vi afventer lige et par dage og ser, hvornår jeg skal lave mere og mere. Det bliver nok en af de kommende dage, at jeg træner lidt med, så jeg forhåbentlig kan spille ved Totalkredit Cup.

- Nu må vi se, hvordan det går til træning. Men jeg håber da, at jeg kommer til at spille. Før jeg har fået nogle slag og tæsk, så er det svært at sige så meget, siger Spellerberg.

Danmark skal spille VM-træningskampe fredag, lørdag og søndag ved Totalkredit Cup, hvor hælen kan blive testet.

- Der er ikke som sådan noget farligt ved skaden. Jeg har smerter, og det skulle jeg gerne ud af, så jeg kan spille godt og træne. Det skal ikke være sådan, at jeg kun kan spille kampe med meget store smerter og aldrig træne.

- Det er den kurve, der skal knækkes. Det håber vi på, at hvilen kan hjælpe på, forklarer Spellerberg.

Den rutinerede bagspiller var af samme grund ikke med i mandagens 24-23-testsejr ude over Sverige, og i værste fald kan han misse VM-slutrunden senere i januar.

- Det skal jeg ikke kunne sige. Hvor det præcis ender, det ved jeg ikke. Det vigtigste for mig er at blive klar, og jeg håber, det bliver til VM.

- Bliver det ikke ved VM, så venter der vigtige kampe for klubben i det næste halve år, hvor der er mange spændende opgaver, lyder det fra Spellerberg.

/ritzau/