Spelmann: Randers gik efter udvisningen

OB hentede søndag aften sæsonens første sejr, da Randers blev besejret med 2-0 på udebane.

Kampen var intensiv fra start til slut, og især OB’s Martin Spelmann var involveret i mange situationer i første halvleg.

- Randers-spillerne kørte meget på mig i dag. Jeg tror, at de prøvede at trække et rødt kort på mig, og det syntes jeg egentlig er en mærkelig måde at spille fodbold på, siger Martin Spelmann.

- De havde alle sammen travlt med at råbe og skrige ad mig hele kampen, og selv deres fans brugte mere tid på at synge om mig end at støtte deres eget hold. Men man kan jo sige, at jeg vandt den kamp, siger OB-spilleren.

Holdkammeraten Emil Larsen tegnede stod bag kampens første scoring, da det lykkedes OB at ramme Randers på et kontraangreb.

- Vi spillede ikke særlig godt med bolden, men vi forsøgte at ramme dem på omstillingerne, og det lykkedes ret godt. Mit eget mål var også på en omstilling, og det var rigtig dejligt at score i dag, siger Emil Larsen.

Troels Bech valgte at spille med Lasse Kryger i angrebet, som kvitterede for tilliden med et mål til 2-0.

- Det var fedt at få chancen på toppen. Jeg skulle bidrage med hovedspil, løbepensum og råstyrke i dag, og det gik jo meget godt.

- Jeg lykkedes med mange af de ting vi havde snakket om inden kampen, og mine medspillere lavede flere gode løb bag mig, så vi fik skabt en del ravage i Randers-forsvaret, siger Kryger.

/ritzau/

Dagens Gossip