Spelmanns stikpille: Brøndby får ekstreme problemer

Horsens og Martin Spelmann måtte mandag aften sande, at der ikke skal spilles Superliga-fodbold på Casa Arena i næste sæson. Derimod står den på 1. Division, mens Brøndby kan glæde sig til endnu en sæson i landets bedste række.

Men der venter endnu en dans omkring nedrykningsstregen, forudser Martin Spelmann, der indtil 2008 spillede for netop Brøndby.

- Jeg tror, de får ekstremt store problemer igen til næste år. De mister jo en masse spillere. Måske kunne de have haft godt af at rykke ned, siger Spelmann til TV3+.

Han lægger ikke skjul på sin massive skuffelse over nedrykningen, men forsikrer samtidig, at han ikke tager turen med ned til Danmarks næstbedste række.

- Det skal jeg ikke. Selvom vi havde overlevet, ville jeg alligevel væk. Det er ved at være tid til at komme videre, siger Martin Spelmann, der har tilbragt snart fem år i klubben.

Han understreger dog, at der ikke ligger nogle konkrete tilbud klar til ham.

Dagens Gossip

Dagens TV