Spiegel: USA aflyttede FN

Ifølge Spiegel lykkedes det NSA i sommeren 2012 at få adgang til FNs interne videokonferencesystem og knække krypteringen.

»Datatrafikken giver os adgang til FNs interne video- og telekonferencer (jubii!)« står der ifølge Spiegel i et af de hemmelige NSA-dokumenter.

NSA har i et tilfælde taget den kinesiske efterretningstjeneste i at spionere i FN, men amerikanerne overtog selv aflytningen efter afsløringen.

Spionagen er imod en aftale, som også USA har forpligtet sig til, der forbyder den slags skjulte aktioner i FN.

Ifølge dokumenterne har NSA i mere end 80 ambassader og konsulater haft aflytningsudstyr i en operation, der går under navnet »Special Collection Service«, ofte uden værtslandets viden.

Sådanne aflytningssystemer skulle blandt andet befinde sig på ambassaderne i Frankfurt og Wien.

»Eksistensen af aflytningsudstyret på ambassaderne skal under alle omstændigheder holdes hemmeligt,« står der i dokumenterne.

»Hvis de skulle blive afsløret, ville det »skade forholdet til det pågældende værtsland,« hedder det videre.

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden har tidligere lækket store mængder hemmelige dokumenter til flere medier, der afslører flere af NSAs massive overvågningsprogrammer.

Dagens Gossip