Spies afviser forligsmøde med Ving Tours

Ving Tours advokat afviser, at bureauet har stjålet Spies-selskabet Ving’s navn eller Spies’ slogan. Det skriver standby.dk i dag.

I et svarbrev, som Spies’ moderselskab TCNE (Thomas Cook Northen Europe) i går modtog fra danske Ving Tours advokat, står der ”Ving Tours har hverken krænket eller kopieret Ving-navnet, Spies-sloganet ”Spies, rejs og vær glad” eller dele af Spies’ hjemmeside.”

Hos Ving Tours hedder sloganet ”Smil, rejs og vær glad.”

Thomas Cook Northen Europe ejer det svenske charterrejsebureau, Ving, og såvel Ving navnet som Spies’ slogan, er ophavsretsbeskyttet.

Ving Tours advokat foreslår på sin klients vegne, at der ”i den nærmeste fremtid” holdes et forligsmøde.

- Vi finder henvendelsen fra advokaten ”useriøs” og blot et forsøg på at vinde yderligere tid. Spies fastholder, at Ving Tours inden mandag klokken 12 skal ophøre med brugen af Ving-navnet samt kopien af det registrerede Spies-slogan, siger informationschef for Spies i Danmark, Torben Andersen, og han fortsætter:

- Sker det ikke, vil Spies stævne Ving Tours ved retten, med krav om fogedforbud. Samtidig vurderes størrelsen af en erstatning i forbindelse med krænkelserne af varemærke, siger Torben Andersen.

Dagens Gossip