Spies får nye fly for milliarder

Samtidig opgraderes de øvrige flys interiør med nye stole og underholdningssystemer for et tocifret millionbeløb.

Bliv ven med Dagens Ferie på Facebook - klik her

De seks nye fly med plads til 212 passagerer fremstilles på Airbus’ fabrik i Hamborg og leveres inden for de næste 12 måneder. Hvert fly har en listepris på ca. 107 millioner US-dollars (590 millioner danske kroner).

Flyenes vinger udstyres med såkaldte sharklets (vingetipper), der giver en ekstra besparelse på fire procent på brændstofforbruget – et tiltag, der matcher Thomas Cook Airlines’ ISO14001 miljøcertificering.

- Alle flyene får behagelige, ergonomiske Recaro-stole, der giver gæsterne en bedre benplads på ca. fire centimeter. Endvidere får flyene det nyeste inden for underholdningssystemer. Det første fly leveres i oktober i år, mens det sidste går i luften for os i februar 2015, fortæller administrerende direktør Torben Østergaard fra danske Thomas Cook Airlines, der har hovedkontor i Københavns Lufthavn i Dragør.

Læs også: Danmarks mest populære hoteller

Direktør i Spies, Jan Vendelbo, glæder sig til at byde selskabets op mod 270.000 gæster velkommen om bord på de nye fly.

- Vi får nu Nordens mest moderne flyflåde, og vi kan dermed tilbyde branchens bedste flyprodukt. Det bliver et kæmpe løft for Spies’ gæster. Vi kan næsten ikke vente på at få denne gave til det danske feriefolk.

Ud over de seks nye fly, der erstatter fire A321-fly med 211 sæder og to mindre A320-fly med plads til hver 177 passagerer, gennemgår selskabets langdistancefly af typen Airbus 330 i år en total renovering af hele interiøret.

Her installeres britiske Acro-stole på økonomiklasse, mens RoyalClass (business class) får ekstra store stole fra tyske Zim. I hver stoleryg installeres avancerede ni tommers monitorer til film og flight info.

A330-flyene har plads til fra 322 til 396 passagerer og anvendes blandt andet på flyvninger til Thailand og rejsemål som Punta Cana, Aruba og Mexico.

Dagens Gossip

Dagens TV