Spiller-direktør: Husk perspektivet i Adi-sag

Danske fodboldklubber bør kigge ud over egen næsetip, når de kræver særregler om hurtigere proces i forbindelse med tildeling af opholds- og arbejdstilladelse til udenlandske spillere.

Det slår direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, fast.

- Vi kan ikke se det her isoleret. Fodbold er et arbejdsmarked som så mange andre. Jeg kan godt forstå, at de prøver at forbedre vilkårene for sig selv, men de skal også lige huske perspektivet i det, siger Mads Øland til Ritzau.

- Hvis der skal være nogle regler om opholds- og arbejdstilladelse, der skal håndhæves - og det er der jo et bredt flertal i Folketinget, der siger - så kan man ikke forvente, at myndighederne kan træffe beslutninger på et splitsekund.

Der lå formentlig en kold kalkule bag, da FC København i søndagens superligakamp valgte at sende den nyindkøbte angriber Fanendo Adi på banen.

Spilleren havde nemlig ikke arbejdstilladelsen på plads, og klubben synes villig til at betale en bøde for overtrædelsen.

Den fremgangsmåde falder ikke i Mads Ølands smag.

- Det er forkert, at det kommer til, at man vil spekulere i, om det kan betale sig at tage en bøde eller ej. Det er helt fair, at de vælger at rejse en debat, men det er forkert, at de bryder en lovgivning.

- Og så slemt er det heller ikke. Det er ikke tre måneders behandlingstid, det er 30 dage, understreger Mads Øland.

Idrætsordfører hos Socialdemokraterne, Flemming Møller Mortensen, afviser også, at fodboldklubberne skal have særbehandling.

- Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle lave en særordning til fodboldspillere. Alle, der skal ind under sådan en ordning, må være i én og samme pulje.

- Der skal være en sagsbehandlingstid, som er ret og rimelig. Jeg kender ikke til sagsbehandlingen, men en måneds sagsbehandlingstid lyder da ikke urimeligt i mine ører, siger ordføreren.

FC København besluttede onsdag - efter et møde med politiet, at klubben ikke vil bruge Fanendo Adi i hverken træning eller kamp, før arbejdstilladelsen er på plads.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV