Spillerflugt sender forårets hold på transferjagt

Det kan være farligt at have succes inde på banen. Spillerne bliver pludselig langt mere attraktive for andre klubber, og det har Superliga-mandskabet Esbjerg fB måtte føle, efter flere profiler har valgt at forlade klubben efter den flotte forårssæson.

Lukas Hradecky, Nicolai Høgh, Jesper Lange, Arnór Smárason og Steffen Ernemann har alle vinket farvel til klubben, mens lejesvendene Youssef Toutouh og Kenneth Fabricius er blevet sendt hjem til henholdsvis FC København og Sønderjyske. Og det er til trods for, at perspektiverne ved at fortsætte på forårets hold i Superligaen ellers burde være til at få øje på.

I Esbjerg afviser man, at spillerafgangen skyldes, at man har været for dårlige til at overbevise spillerne om perspektiverne og klubbens projekt, der blandt andet byder på Europa League-kvalifikation i den kommende sæson.

- Mange af dem har været her i mange år, så de kendte til vores situation og de planer, vi har. De vidste godt, hvad de fravalgte, siger Søren Poulsen, administrerende direktør i Esbjerg fB.

Udefra set er det mest markante tab målmanden Lukas Hradecky. Klubben gik ellers langt økonomisk for at holde på den finske landsholdspiller, der til sidst valgte et skifte til Brøndby IF.

Generelt har man forsøgt at holde spillerne i klubben. Især fire af de nu tidligere profiler så man gerne fortsætte i det jyske, men ønsker om nye græsgange eller økonomi har skilt parterne.

- De spiller, du taler om, er vel Lukas Hradecky, Høgh (Nicolai Høgh, red.) Jesper Lange og Arnór Smárason. Historien om Lukas kender de fleste. Den behøver vi ikke at tale mere om. Høgh meldte allerede ud i vinter, at han ville prøve noget nyt, og for de to sidstes vedkommende, har det været noget økonomi, der har spillet ind, fortæller Søren Poulsen.

I foråret var man uden sammenligning det bedste hold i Superligaen, mens trofæet i landets pokalturnering ligeledes blev hævet undervejs. At truppen nu er blevet svækket erkender man, men der arbejdes på at finde erstatninger.

- Det er klart, at vi har måtte sige farvel til flere gode spillere, men vi arbejder også hårdt på at få hentet nye ind til at dække de pladser, siger Søren Poulsen og uddyber:

- Vi skal ud og hente en erstatning for Lukas, det er helt sikkert. Og så kigger vi efter en forsvarsspiller og en angriber, der gerne må have lidt rutine, som vores unge spillere kan læne sig op ad.I sommerpausen er den tidligere cheftræner Jess Thorup smuttet til fordel for et job som U21-landsholdstræner. Ind kom i stedet Niels Frederiksen fra Lyngby, der hidtil har hentet Vejle Boldklubs Jeppe Andersen og Mick van Buren i hollandske Excelsior.

Dagens Gossip