Spillerforening: Skidt at klubber kan påvirke OL-holdet

Skrevet af admin

15/04/2016

Mest læste i dag

Spillerforeningen ærgrer sig over, at det har været nødvendigt for Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen at indgå en aftale omkring, hvilke fodboldspillere der kan udtages til sommerens OL i Rio.

Det står dermed ikke U21-landstræner Niels Frederiksen frit for, hvilke spillere han vil tage med til Brasilien.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at der har været behov for en aftale mellem DBU og Divisionsforeningen. Men sådan er det nu engang, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, i en pressemeddelelse.

- Vi må forholde os konstruktivt og se på de muligheder, der stadigvæk er.

- Som vi forstår aftalen, er det stadig muligt for den enkelte spiller at forhandle med sin klub om at få fri til OL, siger Øland.

Niels Frederiksen er blevet enig med Divisionsforeningen om, at han ikke udtager spillere fra de fire klubber, der skal spille europæiske kampe, da de foregår på samme tidspunkt som OL-turneringen.

Desuden er det aftalt, at alle øvrige klubber skal stille to spillere til rådighed, men hver klub kan dog holde en selvvalgt spiller hjemme fra Brasilien.

Derudover er klubberne ikke forpligtigede til at frigive deres førstemålmand til OL-holdet.

Trods aftalen mellem DBU og Divisionsforeningen håber Mads Øland, at Danmark kan stille med et konkurrencedygtigt hold til OL.

- Vi ønsker jo alle at se et så stærkt og velforberedt dansk hold som muligt, der klarer sig godt ved OL.

- Så jeg håber, at klubberne til en vis grad giver os mulighed for det, så så mange som muligt af de største og bedste talenter kan være en del af den store oplevelse, som OL er, siger Spillerforeningens direktør.

Niels Frederiksen skal udtage et hold bestående af U23-spillere tilsat tre profiler, hvor alderen er uden betydning.

OL-turneringen begynder 3. august.

/ritzau/