Spillerforeningen kritiserer DBU og Danske Spil

Jyllands-Posten afslører tirsdag, at Danske Spil i marts 2012 har sendt personfølsomme oplysninger om to kvinder til DBU, så sidstnævnte kunne afsløre fodboldspilleren Kristoffer Wichmann i at spille på egne kampe i strid med daværende matchfixing-regler.

Det falder ikke i god jord hos spillernes fagforbund, Spillerforeningen. Her er direktør Mads Øland fortørnet på spillernes vegne.

- Det er uacceptabelt, at DBU og Danske Spil har brudt persondatolovgivningen i en sag, som vedrører et af vores medlemmer. Samtidig er det stærkt kritisabelt, at DBU og Danske Spil har forsøgt at skjule sandheden, siger Mads Øland i en pressemeddelelse.

Mailkorrespondance i en rapport sendt fra DBU til politiet afslører, hvordan både Danske Spil og DBU har omgået sandheden for at dække over den lækage, der ifølge juridisk professor Søren Sandfeld Jakobsen er i strid med persondataloven. 

- Det må aldrig være virkeligheden i et land som Danmark, at man undersøger regelbrud og ulovligheder ved selv at bryde loven. DBU og Danske Spil er ikke hævede over loven. Spillernes grundlæggende rettigheder skal sikres uanset hvad, de er anklaget for, slutter Mads Øland.DBU udtalte i forbindelse med kendelsen i sagen mod Kristoffer Wichmann, at to kvinder selv havde afsløret fodboldspilleren ved at erkende deres medvirken til hans spil på sit eget hold, FC Vestsjælland. Men i rapporten fremgår det, at DBU selv fandt frem til kvinderne ved at modtage personfølsomme oplysninger fra Danske Spil.

De to kvinder var blevet betalt af Kristoffer Wichmann for at udføre de regelstridige spil på hans vegne.

Dagens Gossip