Spillerne boykotter Dansk Fodbold Award efter konflikt

Skrevet af admin

25/02/2015

Mest læste i dag

Det skulle være til at få en plads, hvis man er blandt de inviterede til Dansk Fodbold Award på fredag.

På grund af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og spillerne på A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet har spillerne besluttet sig for at boykotte eventen.

- I den nuværende situation kan vi desværre ikke deltage ved DBU’s Dansk Fodbold Award, siger Jannik Vestergaard, anfører på U21-landsholdet, i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen.

Tidligere onsdag meddelte landsholdsspillerne, at de står sammen i konflikten.

DBU vil på grund af dårlig økonomi have landsholdsspillerne til at gå 17 procent ned i løn.

Hvis ikke spillerne accepterer inden 2. marts, må landstræner Morten Olsen se bort fra spillerne i det første halvår af 2015.

DBU sendte for en uge siden breve direkte til spillerne, da unionen ønsker at indgå individuelle aftaler med landsholdsspillerne. Det er et brud med tidligere praksis, hvor DBU har indgået en samlet aftale med Spillerforeningen.

- Så længe vi ikke har en ny kollektiv aftale på plads, kan DBU selvfølgelig ikke gøre kommerciel brug af os spillere.

- Vi er indstillet på at medvirke til DBU's kommercielle aktiviteter i rimeligt omfang og med respekt for, at vi skal have tid og kræfter til at præstere på banen, siger A-landsholdets anfører, Daniel Agger.

Anfører på kvinde-A-landsholdet, Line Røddik, beklager boykotten af Dansk Fodbold Award.

- Vi ønsker naturligvis at deltage ved en event som Dansk Fodbold Award, men det må vente, til vi har en kollektiv aftale på plads, siger hun.

Forhandlingerne mellem parterne skal genoptages torsdag.

/ritzau/