Spillerne er klar med nyt millionkrav mod klubberne

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Feriepengesagen er ikke afsluttet endnu, men Spillerforeningen er allerede på vej med et nyt millionkrav til de danske fodboldklubber.

Spillernes fagforening anklager klubberne for ikke at have holdt sig til overenskomsten med spillerne i mindst 10 sager.

Det skriver Politiken onsdag.

Ifølge aftalen skal klubberne tegne både ulykkesforsikring og en karrierestopforsikring på vegne af spillerne.

Det arbejde har Divisionsforeningen varetaget for størstedelen af klubberne, men policerne har indeholdt klausuler, så forsikringsselskaberne har afvist af give erstatning til spillere.

Da Fodboldens Voldgiftsret i 2012 tog stilling til, om de tidligere superligaspillere Allan Gaarde og Sammy Youssouf var berettigede til at få erstatning efter alvorlige knæskader, slog Voldgiftsretten fast, at klausulerne er i strid med overenskomsten.

Derfor har Spillerforeningen et nyt krav på trapperne.

Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen mener dog ikke, at spillerne har nogen sag, før den er sendt til Fodboldens Voldgiftsret.

- Jeg finder det besynderligt, at man synes, man vil lægge den slags frem, når man ikke ved mere, end man gør. Når der er en afgørelse på noget, kan man diskutere det, men lige nu har vi kun haft et mæglingsmøde, siger Claus Thomsen til Politiken.

/ritzau/