Spindoktor-ballade i SF

SF-formand Annette Vilhelmsen er skridt for skridt ved at sikre sig, at støtter af hendes egen linje glider ind på nøglepositioner i partiapparatet.

I sidste uge blokerede Vilhelmsen ifølge Politikens oplysninger personligt for, at Tasja Parize, der indtil for nylig var SF's pressechef og tro støtte af udenrigsminister Villy Søvndals linje, kunne træde ind i den ledige stilling som rådgiver for selvsamme Villy Søvndal.

En stilling, som Tasja Parize angiveligt var blevet tilbudt og stod til at få, inden Vilhelmsen afværgede ansættelsen.

- Ja, det kan jeg godt bekræfte, siger den tidligere pressechef til Politiken.

SF-formanden selv har "slet ikke nogen kommentarer" til forløbet omkring posten som særlig rådgiver, som fortsat ikke er besat. Heller ikke Søvndal vil udtale sig.

Politiken skriver, at Vilhelmsens involvering ifølge kritikere i SF er et tegn på en langsom udluftning - enkelte taler ligefrem om udrensning - af de folk, som i formandsopgøret for to måneder siden støttede sundhedsminister Astrid Krag.

På den baggrund fortæller flere kilder til Politiken, at det foreløbig har været småt med den medlemsinddragelse, som var et af Annette Vilhelmsens slagord i valgkampen.

Også på Københavns Rådhus, i SF's gruppe i Borgerrepræsentationen, har der for nylig været rokade til fordel for den nye ledelses kurs.

Under interne sværdslag blev politisk ordfører Peter Thiele fjernet fra sin post, mens budgetordfører Sisse Marie Berendt Welling mistede sin plads i gruppebestyrelsen. Begge var støtter af Astrid Krag.

27-årige Peter Westermann blev torsdag valgt som ny næstformand i partiet. Peter Westermann afløser Mattias Tesfaye, som ikke længere kan se sig selv være en del af den politiske linje, som SF har lagt med Vilhelmsen som formand.

/ritzau/

 

Dagens Gossip