Spion-skandale: Nu skal Obama genskabe tilliden

Nemt bliver ikke for præsident Barack Obama, når han fredag skal udstikke nye retningslinjer for USA's skandaleombruste efterretningstjeneste NSA.

Obama skal afveje nationens sikkerhed på den ene side mod amerikanernes personlige rettigheder og hensynet til USA's allierede i den modsatte vægtskål.

Lektor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet er overbevist om, at Obama ikke vil fraskrive sig muligheden for at lade efterretningstjenesterne indsamle oplysninger.

- For Obama handler det om at finde en mellemproportional. Han kan ikke opgive at lade NSA indsamle informationer, men på den anden side er han også nødt til frivilligt at give afkald på noget, siger Bjerre-Poulsen til Ritzau.

Siden forsommeren 2012 har den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden forsynet medier med belastende afsløringer om spiontjenestens overvågningsmetoder, og den mistillid, som afsløringerne er skyld, skal Obama nu forsøge at rette op på.

NSA har overvåget flere hundrede millioner mobiltelefoner verden over og anden elektronisk kommunikation.

Både i og uden for USA har afsløringen skabt ballade.

Amerikanske kritikere mener, at overvågningen er i strid med forfatningen.

Og NSA's metoder har også belastet forholdet til mange af USA's allierede.

Da medier kunne fortælle, at overvågningen også havde været rettet mod Tysklands forbundskansler, Angela Merkel - hendes telefon var blevet aflyttet - blev det ellers så gode mellem hende og Obama med ét iskoldt.

Obama nedsatte i efteråret et udvalg, som er kommet med forslag til reformer og ændringer af NSA's arbejdsmetoder.

En af de konklusioner, som Obama ventes at have taget fra udvalgets anbefalinger, er, at det skal være telefonselskabernes opgave at lagre oplysninger om datatrafik.

Efterretningstjenester skal derefter stille med en dommerkendelse for at få adgang til oplysninger. Teleselskaberne har dog gjort det klart, de ikke ønsker et nyt direktiv, som pålægger dem en sådan opgave, skriver nyhedsbureauet NTB.

Juraprofessor Neil Richards fra Washington University i St. Louis mener, at Obama vil vælge en gylden mellemvej.

- Jeg tror, at vi sandsynligvis vil se en mindre reform end civile nyliberalister gerne vil have, og en større reform end sikkerhedstjenesterne gerne vil have, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Obama holder sin tale klokken 17 dansk tid.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV