Spiontjeneste indsamlede 200 millioner beskeder om dagen

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske efterretningsorganisation NSA har dagligt indsamlet omkring 200 millioner tekstbeskeder fra mobiltelefoner over hele verden.

Det fremgår af nye dokumenter, som den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden har lækket til The Guardian og Channel 4 News.

Nyheden i de britiske medier dukker op dagen før, at USA's præsident, Barack Obama, fredag i en tale ventes at offentliggøre sine forslag til, hvordan NSA's massive overvågningsprogrammer kan begrænses.

Præsidenten har følt sig foranlediget til at reagere på den massive kritik, som USA har været udsat for som følge af afsløringerne.

Kort tid efter, at de nye detaljer kom frem torsdag, oplyste Det Hvide Hus, at Obama og den britiske premierminister, David Cameron, har drøftet USA's undersøgelse af de overvågningsmetoder, som landets efterretningstjenester benytter sig af.

Gennem overvågningsprogrammet, med kodenavnet Dishfire, blev stort set al tilgængelig information indsamlet. Ikke bare selv tekstbeskederne, men også oplysninger om bankkonti, information om ubesvarede opkald og varslinger om roamingudgifter.

NSA gav britiske efterretningsfolk adgang til at søge i de oplysninger, som omfattede britiske statsborgere. De britiske spioner havde dog ikke adgang til selve tekstbeskedernes indhold, ifølge medierne.

De afslørende dokumenter stammer fra en intern NSA-præsentation i 2011.

Edward Snowden har løbende forsynet medier med afslørende dokumenter om NSA's arbejdsmetoder siden han i foråret 2012 forlod USA.

Snowden har fået midlertidig tilladelse til at opholde sig i Rusland. Han er i sit hjemland sigtet for spionage, og USA ønsker ham udleveret.

/ritzau/AFP