Spiser lightere og legetøj: Næsten alle søfugle har plastic i maven

Langt flere søfugle dør som følge af plastic, der bliver smidt i naturen, end hidtil antaget, viser nye resultater fra et australsk forskningshold. 

Forskerne har fulgt fuglelivet og forurening i havene de seneste ti år, og de har konkluderet, at langt flere fugle dør af at spise plastic end de tidligere troede. 

Intet mindre end 90 procent af af søfugle har plastic i maven, ifølge studiet, der netop er publiceret i tidsskriftet Proceedings of National Academy of Sciences, skriver Al Jazeera. 

Der har de senere år været stor fokus på at bekæmpe forureningen af havene med plastic, men alligevel sker det fortsat i stor stil. 

Og grunden til det ender i maven på fuglene er, at de forveksler det med mad. Det fører ofte til, at fuglene dør, fordi den ophobede plastic i maverne forhindrer den rigtige mad i at komme ned. 

Ifølge forskerne er problemet så slemt, at tallet i 2050 vil stige til 99 procent af verdens søfugle, der har plastic i maven. 

- Det bliver kun værre. I løbet af de næste 11 år, vil vi producere ligeså meget plastic, som vi har gjort siden den industrielle produktion af materialet startede i 1950'erne, siger Denise Hardesty, der er en af forskerne bag undersøgelsen, ifølge Al Jazeera. 

Og det er ikke småting, forskerne har fundet i maven på de fugle, de har undersøgt. Ifølge Denise Hardesty er det nemlig ikke kun små stykker plastic, fuglene spiser. 

- Vi har fundet knæklys, lightere og legebiler, og en enkelt gang fandt jeg tre balloner i en fugl, siger Denise Hardesty. 

Dagens Gossip