Splid mellem Golf-landene: Trækker ambassadører hjem

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Der er opstået splid i Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), efter at Qatar har nægtet at implementere en aftale, og nu har Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain trukket deres ambassadører hjem fra Qatar.

Det skriver de tre lande i en fælles erklæring onsdag.

Beslutningen kommer efter et møde tirsdag aften i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, hvor det kom til heftige diskussioner mellem udenrigsministrene fra de seks medlemslande.

Årsagen til det drastiske skridt er, at Qatar ikke har implementeret en aftale mellem GCC-landene om at undlade at blande sig i medlemmernes interne affærer.

I november sidste år underskrev de seks lande en aftale om ikke at støtte nogen, "som truer sikkerheden og stabiliteten i GCC, uanset om det er grupper eller individer" og "ikke at støtte fjendtlige medier".

Målet med mødet mellem udenrigsministrene i Riyadh var at overbevise Qatar om at implementere aftalen. Det lykkedes ikke.

Det lille land Qatar er kendt for store armbevægelser og for at gå egne veje på den udenrigspolitiske scene.

Blandt andet støtter Qatar islamistiske grupper i Egypten, Syrien og andre steder i Mellemøsten, hvilket ikke er populært blandt alle medlemslande i GCC.

I 2012 var emiren af Qatar det første statsoverhoved, som besøgte Hamas i Gaza-striben, efter at Hamas overtog kontrollen i 2007.

Det menes at være første gang, at medlemslande af rådet trækker deres ambassadører hjem, efter at GCC blev dannet i 1981.

Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Oman er de seks medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd.

/ritzau/AFP