Splittet kontinent kæmper om afrikansk trone

Skrevet af admin

17/01/2015

Mest læste i dag

Vestafrika er langt bedre til at spille fodbold end landene i den østlige side af det afrikanske kontinent.

Når Africa Cup of Nations lørdag klokken 17 skydes i gang, er Østafrika med befolkningsrige lande som Kenya, Etiopien, Tanzania, Sudan og Somalia med tilsammen mere end 200 millioner indbyggere slet ikke repræsenteret blandt de 16 deltagende nationer.

Vestafrika har langt de største vinderchancer med hele 10 bejlere til titlen.

- Der er mange årsager til den skæve fordeling ved Africa Cup of Nations, siger Roald Poulsen, der er tidligere landstræner for Zambia.

Som det første peger han på Afrikas historie og de tidligere kolonimagter Frankrig, England og til dels Portugal, som var med til at starte en fodboldtradition i det vestlige og sydlige Afrika.

I nord har landene i mange år været bedre organiseret og haft professionelle ligaer som kendes fra Europa.

- Der er ikke den samme historiske tradition for fodbold i Østafrika.

- Samtidig har Østafrika været igennem nogle forfærdelige politiske forhold. Jeg har prøvet at spille i Sudan og Etiopien, og det er ikke nemme steder at vinde, men de østafrikanske lande har aldrig haft styrken til at vinde puljer og komme videre, siger Roald Poulsen.

Flere østafrikanske lande som især Kenya og Etiopien er inden for sportens verden mest kendt for dygtige langdistanceløbere. Netop fysikken spiller også en rolle i fodboldens skæve Afrika-kort.

- I vest er menneskene store, stærke og muskuløse, mens de er tynde og mere ørkenmennesker i Østafrika, siger Roald Poulsen.

- Det betyder også meget for udviklingen i Vestafrika, at man med tiden har fået mange rollemodeller. Det er vigtigt, at man har fået spillere at se op til.

- På sigt kan det ikke lade sig gøre for Østafrika at konkurrere. De har hverken traditionen eller styrken, mener Roald Poulsen.

Jan B. Poulsen var fra 2010 til 2012 landstræner for det store østafrikanske land Tanzania med godt 45 millioner indbyggere. Han fortæller, at fodbolden havde svære kår, selv om der fandtes spillere med talent.

- Der er ingen struktur i opbygningen af fodbold. Der mangler et organiseret ungdomsarbejde, som er fundamentet for det hele.

- Hvis vi i Danmark ikke havde 1600 klubber med frivillige trænere og ledere, så ville det også se anderledes ud herhjemme. I Danmark har man ikke langt til den nærmeste klub.

- I Tanzania er der store afstande, og forældrene har ikke biler. Man skal gå for at komme nogen steder. Det er svært at lave kampe, siger Jan B. Poulsen.

Den tidligere U21-landstræner Flemming Serritslev har tidligere været klubtræner i Nigeria, som trods status af forsvarende mester ikke har kvalificeret sig til Africa Cup of Nations. Serritslev har alligevel store forventninger til turneringen.

- Ghana har et stærkt hold og stiller med spillere fra europæiske ligaer. Algeriet var en stor positiv overraskelse til VM. Cameroun, Elfenbenskysten og Tunesien kan også være med.

- Det bliver spændende at følge Kap Verde. Selv om det er en lille nation, så har man lavet nogle gode resultater, siger Serritslev.

/ritzau/