Spørgsmål om asylshopping splitter regeringspartierne

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

Mens justitsminister Karen Hækkerup (S) lægger op til et opgør med asylshopping blandt syriske flygtninge, tager den anden halvdel af regeringen, De Radikale, stærk afstand fra begrebet.

- Det er at forenkle den fuldstændig håbløse situation, som mange mennesker er i, at man forestiller sig, at flygtningene er i stand til at shoppe. Og derfor er det ikke et begreb, vi anvender, siger De Radikales politiske ordfører, Camilla Hersom, ved Folketingets åbningsdebat.

Spørgsmålet om asylshopping blev stillet af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der ønsker at vide, om De Radikale anerkender, at de syriske flygtninge "asylshopper" og dermed søger mod lande med de mest gunstige forhold.

Camilla Hersom tager afstand fra begrebet, men anerkender, at flygtningene vil vælge deres rejsedestination med omhu.

- Jeg ved ikke, hvad der går igennem hovedet på disse folk. Selvfølgelig vil man som flygtning søge derhen, hvor der er bedre forhold. Det giver sig selv. Jeg tror, at Danmark er et rigtig attraktivt land for mange mennesker, siger hun.

Dog lyder der andre toner fra justitsminister Karen Hækkerup. Til regeringens varslede stramninger på familiesammenføring blandt flygtninge sagde hun onsdag til Ritzau:

- Der er indikationer på, at tingene kan aftage, for eksempel hvis folk orienterer sig om, at man ikke kan få familiesammenføring. Det kan få nogle til at tage til et andet land. Det er jo et frit marked, vi opererer indenfor med det her asylshopping.

Dermed slår justitsministeren fast, at en vis del af de syriske flygtninge, der flygter fra borgerkrigen i hjemlandet, søger mod bestemte lande - heriblandt Danmark.

/ritzau/