Spørgsmål om homoægteskab spøger forud for færøsk valg

Skrevet af admin

01/09/2015

Mest læste i dag

Der er særlig et emne, der har lagt sig som en tyk tåge ned over vulkanlandskabet på Færøerne.

Spørgsmålet om homoseksuelles ret til at registrere partnerskab eller gifte sig har for alvor tændt op i den færøske valgdebat, og emnet har nærmest overskygget andre vigtige emner såsom fiskerireform og skattelettelser, lyder det fra chefredaktør på avisen Sosialurin, Eirikur Lindenskov.

- Diskussionen om registreret partnerskab er overalt i medielandskabet. Det er et spørgsmål, der optager færingerne meget, siger han.

Som loven er nu, er det ikke muligt for færøske homoseksuelle at registrere deres partnerskab med hinanden.

Emnet deler partierne i to lejre, og også internt er der uenighed om, hvilket ståsted det enkelte parti skal have, lyder vurderingen fra Eirikur Lindenskov.

Hovedmodstanderen er det lille kristne Centerparti, der ud fra en bibelsk tilgang ikke kan acceptere, at to mennesker af samme køn kan indgå i et forhold.

Tilbage i 2008 satte partiet foden ned og tvang de tidligere regeringspartier Socialdemokratiet og Republikanerne til at parkere et forslag, der forbedrede bøsser og lesbiskes rettigheder.

De borgerlige partier Folkeflokken, Sambandsflokken og dele af Nyt Selvstyre stiller sig også kritiske over for, at homoseksuelle par kan registreres på papiret eller giftes på rådhuset.

I den anden ende står Socialdemokratiet, Republikanerne og det nye liberale parti Fremskridt, der alle har vendt tommelfingeren op for homoægteskab.

Det andet emne, der trækker overskrifter i valgkampen, er skattelettelser. Den siddende regering har mødt kritik for den flade skat, de indførte for et par år siden.

Både fordi den primært gavner de højtlønnede, og fordi den var finansieret af en straksbeskatning af pensionen, hvilket fik færingerne til at tvivle på, om der var penge på kistebunden til svære tider.

Nu står partierne nærmest i kø for at love skattelettelser til lavt- og mellemlønnede, hvilket med høj sandsynlighed bliver en realitet, når færingerne har sat deres kryds.

Færingerne skal tirsdag stemme om, hvilke partier der skal optage de 33 pladser i det færøske parlament, Lagtinget.

/ritzau/