Spørgsmål svirrer stadig efter befrielsesaktion i Yemen

Skrevet af admin

08/12/2014

Mest læste i dag

Spørgsmålene svirrer stadig i luften efter en mislykket befrielsesaktion i Yemen, hvor et amerikansk gidsel og en sydafrikansk mand blev dræbt, angiveligt dagen før sydafrikaneren skulle løslades.

USA var "absolut uvidende" om, at en sydafrikansk velgørenhedsorganisation havde forhandlet om løsladelsen af den 56-årige lærer Pierre Korkie, der mistede livet efter befrielsesaktionen.

Det er velgørenhedsorganisation Gift of the Givers, der har forhandlet om en frigivelse af Pierre Korkie.

Amerikanerne var end ikke klar over, at han blev tilbageholdt samme sted som den amerikanske fotojournalist Luke Somers.

Sydafrikas oppositionsparti Den Demokratiske Alliance (DA) har opfordret regeringen til at "engagere sig med amerikanske repræsentanter for at komme til bunds i de omstændigheder, der førte til hr. Korkies død".

- Der var tydeligvis en klar mangel på efterretninger, lyder det videre fra Stevens Mokgalapa, der er medlem af oppositionspartiet.

Korkie og den 33-årige fotojournalist blev dræbt af al-Qaeda-militante lørdag, da amerikanske specialstyrker gennemførte en redningsmission, hvor de blev opdaget 100 meter fra målet.

De amerikanske soldater gik lidt efter midnat natten til lørdag ind i landsbyen Dafaar i provinsen Shabwa, hvor militante grupper står stærkt. De dræbte flere militante fra al-Qaeda.

Luke Somers var ifølge USA i overhængende fare for at blive dræbt af gidseltagerne.

/ritzau/AFP