Sporarbejde på Fyn er ikke blevet færdigt til mandag

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Togpendlere, der mandag skal over Fyn, må væbne sig med tålmodighed endnu en dag.

Banedanmark er nemlig ikke blevet færdig med alt det sporarbejde, der var planlagt hen over Kristi himmelfartsdagene. Det betyder, at også mandag bliver inddraget til at arbejde to konkrete steder.

Det oplyser Banedanmarks trafikdirektør, Peter Svendsen.

- Vi skulle jo have åbnet for trafik mellem Nyborg og Odense klokken 06 i morgen tidlig (mandag, red). Det kan vi ikke, fordi de folk, der arbejder på strækningen, er stødt på nogle udfordringer undervejs, siger han.

- På trods af, at vi både har kaldt ekstra mandskab ind og omprioriteret nogle opgaver, så er det desværre ikke muligt at blive færdige til i morgen tidligt.

Han tør ikke at love, at arbejdet er færdigt til tirsdag morgen, men han vil gerne love, at Banedanmark gør alt, hvad der kan gøres.

- Hvornår vi så rent faktisk åbner mellem Nyborg og Odense, tør vi faktisk ikke engang at give en prognose på for nuværende. Men vi skal nok melde proaktivt ud, når vi ved noget mere, siger han.

I stedet for tog er der mandag indsat togbusser på strækningen.

I Kristi himmelfartsferien har Banedanmark gennemført knap 80 forskellige fornyelses- og vedligeholdelsesprojekter mellem Roskilde og Odense.

Der er blandt andet blevet udskiftet sporskifter på Odense Station, broer på Sjælland er blevet revet ned eller renoveret, og der er skubbet en stitunnel på plads under Langeskov Station.

Men ved to af arbejderne er det på grund af henholdsvis overraskende blød jordbund og et gammelt fundament ikke lykkedes at blive færdig til tiden.

/ritzau/