Sport Direct i Kolding skifter ejer

Den kendte koldingensiske forretningsmand, Hans Junker, har med virkning fra 1. september solgt sit firma, Sport Direct, på adressen Albuen 82 i Kolding.

Firmaet overtages af Kurt Enevold Nielsen, som i midtfirserne var ansat som 1. mand hos Hans Junker. I dag driver han Sport Direct i Vejle, Fredericia, Haderslev, Åbenrå, Vejen og Esbjerg, 26 Ny Form-butikker, fire Intersport-butikker og tre Mega Sport Outlet.

61-årige Hans Junker oplyser, at tiden nu er inde til et generationsskifte, og da ingen af hans to sønner ønsker at gå i deres fars fodspor, har det ikke været svært for ham at afhænde firmaet til Kurt E. Nielsen, som han har kendt i en lang årrække.

Planen er, at Hans Junker fortsætter som salgschef for Sport Direct i Kolding, Vejen og Esbjerg, og samtidig ligger det fast, at Sport Direct Kolding bliver hovedsædet for alle de seks byer med Sport Direct ejet af Kurt E. Nielsen.

I Kolding vil der i starten være 10 medarbejdere, men planen er at ansætte flere og dermed skabe nye arbejdspladser.

- Det er en stor glæde for mig at sælge Sport Direct Kolding til Kurt E. Nielsen. Ikke alene har vi et indgående kendskab til hinanden; vi er også rent forretningsmæssigt i familie, idet Intersport står bag Sport Direct, lyder det fra Hans Junker, som i april 1980 åbnede Intersport på Akseltorv i Kolding.

Syv år senere startede han Sport Direct.

Beskæftiger 200 medarbejdere

54-årige Kurt E. Nielsen har været selvstændig de seneste 27 år, og for ham er det helt naturligt, at Sport Direct Kolding nu bliver en del af "paraplyen", som han udtrykker det med henvisning til, at alle hans forretninger beskæftiger sig med sport og omfatter ikke færre end 200 medarbejdere.

- Da jeg i forvejen driver Sport Direct i seks byer i det sydlige Jylland, ser jeg ikke det store problem i at overtage Kolding. Det vil kun give både bedre service og bedre priser til vores kunder, fordi vi fremover endnu bedre kan udnytte vores eget indkøbskontor i Østen. Jo større ordre, jo bedre priser, siger Kurt E. Nielsen, som gerne fortæller om sit første møde med Hans Junker.

- Da jeg arbejdede i en sports butik i Esbjerg i begyndelsen af firserne, hørte jeg fra alle sælgere altid om Hans Junker i Kolding. De fortalte altid om, hvor meget ham købte af dem, og at det var den sportsbutik i Danmark, der var mest gang i, så den måtte jeg bare prøve at arbejde i. Jeg har aldrig fortrudt det valg jeg gjorde, for det var ikke løse rygter; der var virkelig gang i butikken på Akseltorv den gang, så det er 100 % Hans' skyld, jeg kom til Kolding, slutter Kurt E. Nielsen.

Dagens Gossip

Dagens TV