Sportsavis: Simon Kjær til lægetjek i Lille

Den danske landsholdsspiller i fodbold Simon Kjær er ifølge L'Equipe få detaljer fra at skifte tyske Wolfsburg ud med Lille i Frankrig.

Ifølge den franske sportsavis er forsvarsspilleren i Lille, hvor han skal gennemgå et lægetjek.

Hvis det som forventet klares uden problemer, underskriver 24-årige Simon Kjær en kontrakt på fire år med franskmændene.

L'Equipe mener at vide, at Simon Kjær kommer til at koste Lille to millioner euro, svarende til 15 millioner kroner.

Da Simon Kjær skiftede fra italienske Palermo til Wolfsburg i 2010, kostede danskeren angiveligt 12 millioner euro - svarende til 90 millioner kroner.

Simon Kjærs kontrakt med Wolfsburg gælder frem til sommeren 2014, og det kan også have betydning for prisen.

Lille sluttede sidste sæson som nummer seks i den bedste franske række.

/ritzau/

Dagens Gossip