Sportschef: Svømmerne er forberedt på hjemmebanepres

For de 29 danske svømmere, der fra torsdag til søndag deltager ved kortbane-EM i Herning, venter der uvant stor opbakning fra lægterne, lige som der er et stort medieopbud og landsdækkende livetransmissioner.

Sportschefen i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, siger, at man har forsøgt at forberede svømmerne på omgivelserne.

- Det er svært at simulere, hvordan det er at have 5000 tilskuere i ryggen, så vi har talt meget om, at svømmerne skal forberede sig på, at det bliver anderledes, end svømmerne er vant til, og at hårene på nakken rejser sig, siger han.

Mikkel von Seelen forklarer yderligere, at man har hjulpet dem med, hvordan de skal agere over for pressen.

Ifølge sportschefen er stemningen god i den danske svømmelejr.

- Vi er først lige mødt ind i dag (tirsdag, red.), men svømmerne virker glade og siger, at forberedelserne og træningen er gået godt, siden de kvalificerede sig for fire uger siden ved DM i Gladsaxe.

- Og så er der selvfølgelig en hype om det her anlæg selv blandt de gamle garvede svømmere. Alle vil gøre meget for at høre nationalsangen derinde på podiet, det er helt sikkert, siger Mikkel von Seelen.

Ved sidste års kortbane-EM i franske Chartres fik Danmark 12 medaljer. Denne gang er svømmeunionens mål 11 medaljer. Men der er en god grund til, at man forventer færre medaljer, selv om man er på hjemmebane og har rekordmange danske deltagere.

- Kortbane-EM er typisk lidt stærkere hvert andet år, fordi der er kortbane-VM de andre år, som de fleste fokuserer mere på. Medaljeniveauet vil være højt i år, og det vil være rigtig flot, hvis vi kan få 11 medaljer.

- Men vi må også huske på, at Mads Glæsner ikke var med sidste år, og han kommer hjem med gode medaljechancer.

Sportschefen ønsker ikke at lægge pres på de mange unge danske svømmere, men fremhæver i stedet en række mere etablerede udøvere, som skal stå for de danske medaljer.

- Vi ved jo godt, at det er Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer og Mads Glæsner, der er nogle af de navne, som vi kan forvente tager individuelle medaljer.

- De 11 medaljer skal nok fordeles mellem dem, og så får vi forhåbentlig nogle holdkampsmedaljer, siger Mikkel von Seelen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV